Malene Lundén: ”Vi bliver lykkeligere af at kunne indeholde både centrum og periferi”

Mange taler i disse år om storbyens magiske tiltrækning på mennesket – om vores behov for at være i centrum, og forlade periferien. Men hvordan er det at gå mod strømmen, og forlade byen, til fordel for landet? Fotograf og kunstner Malene Lundén gjorde netop det, da hun i 1986 flyttede til Samsø fra København. Det har i dag givet hende en erfaring, der både indeholder bevidstheden om centrummet og periferien, og ser ressourcerne i de landzoner, hvorfra Malene skønner at  udviklingen ofte er kommet.

Da Malene Lundén landede på Samsø, gjorde det i starten ondt. Lidt ligesom en forbrænding.  Den der nøgne følelse, man kan få på huden, når den solskoldes: ”Omvæltningen var overvældende. En af grundene var kulturen på Samsø. Kulturen indeholder en sund skepsis, parret med en aktiv selvfølelse. Tro det eller ej, men dengang var dogmet om storbyen som Danmarks virkelige centrum endnu stærkere end den er i dag. Mange af mine venner kunne simpelthen ikke forstå, hvad jeg ville derude på landet. I periferien. Men jeg følte mig marginaliseret i storbyen og havde en længsel efter at komme et sted hen, der var langt mere enkelt, og hvor jeg selv kunne være mere synlig i fællesskabet”, fortæller Malene Lundén.

Autonomi blev modsvaret på centraliseringen

Malene fik skabt de nødvendige relationer for at kunne slå rod på Samsø. Her ville hun blive, og her blev hun. I dag fortæller Malene om et lokalsamfund, der på trods af en tid, hvor store, globale tendenser med affolkning og tab af identitet sker i klodens mange landdistrikter. Malene har skabt sit eget centrum og sat noget, der var større end storbyens tiltrækning, i stedet.

Samsø er både nationalt og internationalt kendt for sin status indenfor vedvarende energi. Transformationen begyndte i 1997, da Samsø vandt regeringens konkurrence om, hvilken dansk ø der på bedste vis kunne blive Danmarks vedvarende energi-ø. Beboerne lagde i fælleskab en plan for omstillingen og fik den gennemført med så stor succes, at Samsø i dag er selvforsynende. Men i 1999 indtrådte en alvorlig krise, der også stillede krav til Samsøs sammenholdskraft:

”I 1999 fik vi beskeden om, at Danish Crown slagteriet, dengang øens største arbejdsplads, skulle lukke. Dermed forsvandt 100 arbejdspladser på øen. Det var en katastrofe, og Samsø var i chok. Men i stedet for passivitet valgte lokalbefolkningen handling og igangsatte en opkvalificering af de 100 fyrede slagteriarbejdere, så de kunne finde nye jobs. Beslutningerne blev taget i fællesskab, og vi holdt stormøder, åbnede caféer og indkaldte virksomheder for at få gang i den konkrete jobskabelse. Det betyder, at vi igennem de sidste 20 år har oparbejdet en følelse af autonomi. Det er det, man kan i periferien. Stå skulder ved skulder når krisen indtræffer, og handle. I centrum er enhederne større, og det gør, at det er mere omfattende at løse kriser.”

Er jorden ikke det virkelige centrum?

Når man går rundt mellem Samsøs dyrkede marker, kan det virke paradoksalt, at øen i den debat, der nu i flere år har bølget frem og tilbage om Danmarks økonomiske og menneskelige balance, er blevet udnævnt til at ligge i udkanten. I periferien. For er det egentlig ikke jorden, der burde være vores egentlige centrum, spørger Malene? ”I grunden er det en utrolig egocentreret, at vi anser mennesket og byen for centrum, når alle byens primære ressourcer skabes i periferien. Uden landet ville storbyerne sulte, både på mad og energi. Udviklingen kommer som oftest fra periferien, også den politiske, men den krise, vi ser i den stadigt større opdeling mellem centrum og periferi, handler ikke kun om afgrøder og fysiske ressourcer. Den handler også om, at vi skal lære at gå fra enten eller, til både og. Vores verdener bliver stadigt mere polariserede, så vi kun kan se det sted, hvor vi selv står. Udviklingen accelereres af stress og angst, som mange små lokalsamfund mærker, når de får frataget deres egen handlingskraft. I den situation evner mange desværre ikke at se afviklingen i et større perspektiv, hvilket ellers ville kunne aktivere dem til at handle sig ud af krisen.”


Rubins vase og den forløsende fleksibilitet

Malene kalder tilstanden ’at være fanget af figuren’, og henviser til den verdensberømte illustration af Rubins vase.
Tegningen illustrerer enten en vase eller to ansigter, der kigger på hinanden i profil, alt efter om iagttageren fokuserer på forgrunden (figur) eller baggrunden (grund).
Det menneskelige øje evner nemlig ikke at se de to motiver på samme tid, men tvinges til enten at forholde sig til det ene eller det andet.

”Danmark er et godt billede på en vestlig verden, hvor livet leves utrolig hurtigt i disse år. Vi skal nå så mange ting både på arbejdet og i privaten, og vi kan blive helt lammede af mængden af vores gøremål. Det skygger for evnen til at se både figur og grund, og så går vi i stykker. Hvis man enten er i centrum eller i periferi, taber man blikket for helheden, altså det store billede, og så har vi som almindelige mennesker et seriøst problem. Vi skal som samfund blive bedre til at dreje på vasen, så vi lærer at skifte imellem figur og grund. Den evne og fleksibilitet har vi på Samsø fået oparbejdet ved blandt andet at handle på vores fælles samfundskriser. Vi har lært at lirke til perceptionen og ved, at virkeligheden ikke er statisk, men hele tiden bør håndteres på sin baggrund. Her på vores ø tvinges man til at se hvilke muligheder, der opstår i nye situationer og tænke: hvad nu hvis jeg mister mit job og må flytte til Jylland eller Sjælland? Hvordan gør jeg lige det? Eller: Samsø-Expressen blev ikke til noget i år – pyt med det, vi finder en ny løsning. Og så har vi her på øen den smukkeste nattehimmel fuld af stjerner, der minder os om vores meget lille størrelse i resten af universet. Den minder os om, at der er noget andet og meget større derude. Det er da helsebringende.  For evner man at skifte imellem at have sin opmærksomhed rettet mod henholdsvis centrum og periferi, kan jeg mærke, at man kan blive lykkeligere i længden.”


En del af problemet ligger i sproget

Malene har siden 2007 været ansat som projektleder på Samsø Energiakademi. En del af Malenes arbejde handler om at løfte lokale erfaringer fra Samsøs omstilling som Danmarks vedvarende energi-ø, der klart har bevist, at perifære fællesskaber kan løse klodens klimaforandringer og den accelererende, globale centralisering. Her spiller Rubins vase ind som en triumf: ”Der er et ideologisk centrumsønske om at vi skal i gang med at lave klimaforbedringer – men måske er der en masse i periferien, som slet ikke er der endnu, og som anser olie for at være den bedste energiressource? Der er mange steder i verden, som endnu ikke har stillet sig selv spørgsmålet om, hvorvidt bæredygtighed er vejen. I min branche bør vi erkende, at ikke alle er sat på jorden for at redde verden. Og hvorfor har vi i debatten, i medieverdenen og i det politiske liv brug for at forfladige sproget til at polarisere og skabe en spænding imellem by og land?”, spørger Malene, der synes, at sproget slet ikke er poetisk nok. Debatten skøjter på overfladen i stedet for at gå ind til kernen af muligheden og problemerne, som ifølge Malene især handler om det verbale: ”Den måde, vi taler om centrum og periferi på, er enormt polariseret på grund af de ord, begreber og værdier, vi bruger. Alene termen ’periferi’ er negativt ladet, mens ordet ’centrum’ er positivt, og sådan kunne vi blive ved med navne som ’udkantsdanmark’ og ’den rådne banan’, der allerede i selve sprogbrugen stempler landzonerne som notorisk blottede for menneskelige ressourcer og stedernes potentiale, mens byen som regel tales op i en jargon, der er gennemsyret af den liberale vækstmodel. Med fare for at jeg ikke tager min egen medicin, siger jeg det her nu: Hvad med i stedet at bruge et mere poetisk sprog, og kalde land og by henholdsvis sol og måne, figur og grund, eller ying og yang? Modsætningspar, hvor begge ord opfattes som smukke og afhængige af hinanden?”, foreslår Malene.


Der er en positiv forandring i gang i periferien

Efter at have boet 3 årtier på landet har Malene oplevet, hvordan fremskridtet ofte kommer fra periferien. Både når det gælder bæredygtige løsninger indenfor energi og råvarer, men også socialt: det er i landzonerne, at nye boformer skyder op, og fællesskaber dannes: ”Der er en langsommelighed på en ø som Samsø, der virker healende. Og så oplever jeg en stor fysisk forskel på at være henholdsvis på landet og i byen. Her på Samsø løfter jeg blikket, i byen slår jeg det ned. På landet bevæger jeg mig friere og har armene længere ud til siden, og har ikke brug for at trække mine antenner til mig. I byen er mine bevægelsesmuligheder begrænsede, og der er fortove og fodgængerovergange, der leder mig, så jeg kan navigere sikkert igennem i byrummet, uden at komme til skade. De reguleringer er der meget mindre af på landet. Min krop er friere på Samsø, og jeg taler mindre.”

Tilbage står det store spørgsmål om, hvad det er, der egentlig har skabt den store bevægelse fra periferi til centrum: er tendensen noget, som vi har skabt alene ved at italesætte den? Ligger der større, økonomiske grunde bag? Eller handler det i sidste ende om menneskets hang til at bevæge sig derhen, hvor resten af flokken befinder sig? ”Der er helt klart en mangel på perspektiver i den måde, vi anskuer centrum-periferi på. For hvad med alt den plads, der ligge imellem de to polariteter, hvad sker der med dens ressourcer? Er det egentlig dér, vi bør mødes?”, slutter Malene.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *