Malene Lundén: ”Vi bliver lykkeligere af at kunne indeholde både centrum og periferi”

Mange taler i disse år om storbyens magiske tiltrækning på mennesket – om vores behov for at være i centrum, og forlade periferien. Men hvordan er det at gå mod strømmen, og forlade byen, til fordel for landet? Fotograf og kunstner Malene Lundén gjorde netop det, da hun i 1986 flyttede til Samsø fra København. Det har i dag givet hende en erfaring, der både indeholder bevidstheden om centrummet og periferien, og ser ressourcerne i de landzoner, hvorfra Malene skønner at  udviklingen ofte er kommet.

Da Malene Lundén landede på Samsø, gjorde det i starten ondt. Lidt ligesom en forbrænding.  Den der nøgne følelse, man kan få på huden, når den solskoldes: ”Omvæltningen var overvældende. En af grundene var kulturen på Samsø. Kulturen indeholder en sund skepsis, parret med en aktiv selvfølelse. Tro det eller ej, men dengang var dogmet om storbyen som Danmarks virkelige centrum endnu stærkere end den er i dag. Mange af mine venner kunne simpelthen ikke forstå, hvad jeg ville derude på landet. I periferien. Men jeg følte mig marginaliseret i storbyen og havde en længsel efter at komme et sted hen, der var langt mere enkelt, og hvor jeg selv kunne være mere synlig i fællesskabet”, fortæller Malene Lundén.

Autonomi blev modsvaret på centraliseringen

Malene fik skabt de nødvendige relationer for at kunne slå rod på Samsø. Her ville hun blive, og her blev hun. I dag fortæller Malene om et lokalsamfund, der på trods af en tid, hvor store, globale tendenser med affolkning og tab af identitet sker i klodens mange landdistrikter. Malene har skabt sit eget centrum og sat noget, der var større end storbyens tiltrækning, i stedet.

Samsø er både nationalt og internationalt kendt for sin status indenfor vedvarende energi. Transformationen begyndte i 1997, da Samsø vandt regeringens konkurrence om, hvilken dansk ø der på bedste vis kunne blive Danmarks vedvarende energi-ø. Beboerne lagde i fælleskab en plan for omstillingen og fik den gennemført med så stor succes, at Samsø i dag er selvforsynende. Men i 1999 indtrådte en alvorlig krise, der også stillede krav til Samsøs sammenholdskraft:

”I 1999 fik vi beskeden om, at Danish Crown slagteriet, dengang øens største arbejdsplads, skulle lukke. Dermed forsvandt 100 arbejdspladser på øen. Det var en katastrofe, og Samsø var i chok. Men i stedet for passivitet valgte lokalbefolkningen handling og igangsatte en opkvalificering af de 100 fyrede slagteriarbejdere, så de kunne finde nye jobs. Beslutningerne blev taget i fællesskab, og vi holdt stormøder, åbnede caféer og indkaldte virksomheder for at få gang i den konkrete jobskabelse. Det betyder, at vi igennem de sidste 20 år har oparbejdet en følelse af autonomi. Det er det, man kan i periferien. Stå skulder ved skulder når krisen indtræffer, og handle. I centrum er enhederne større, og det gør, at det er mere omfattende at løse kriser.”

Er jorden ikke det virkelige centrum?

Når man går rundt mellem Samsøs dyrkede marker, kan det virke paradoksalt, at øen i den debat, der nu i flere år har bølget frem og tilbage om Danmarks økonomiske og menneskelige balance, er blevet udnævnt til at ligge i udkanten. I periferien. For er det egentlig ikke jorden, der burde være vores egentlige centrum, spørger Malene? ”I grunden er det en utrolig egocentreret, at vi anser mennesket og byen for centrum, når alle byens primære ressourcer skabes i periferien. Uden landet ville storbyerne sulte, både på mad og energi. Udviklingen kommer som oftest fra periferien, også den politiske, men den krise, vi ser i den stadigt større opdeling mellem centrum og periferi, handler ikke kun om afgrøder og fysiske ressourcer. Den handler også om, at vi skal lære at gå fra enten eller, til både og. Vores verdener bliver stadigt mere polariserede, så vi kun kan se det sted, hvor vi selv står. Udviklingen accelereres af stress og angst, som mange små lokalsamfund mærker, når de får frataget deres egen handlingskraft. I den situation evner mange desværre ikke at se afviklingen i et større perspektiv, hvilket ellers ville kunne aktivere dem til at handle sig ud af krisen.”


Rubins vase og den forløsende fleksibilitet

Malene kalder tilstanden ’at være fanget af figuren’, og henviser til den verdensberømte illustration af Rubins vase.
Tegningen illustrerer enten en vase eller to ansigter, der kigger på hinanden i profil, alt efter om iagttageren fokuserer på forgrunden (figur) eller baggrunden (grund).
Det menneskelige øje evner nemlig ikke at se de to motiver på samme tid, men tvinges til enten at forholde sig til det ene eller det andet.

”Danmark er et godt billede på en vestlig verden, hvor livet leves utrolig hurtigt i disse år. Vi skal nå så mange ting både på arbejdet og i privaten, og vi kan blive helt lammede af mængden af vores gøremål. Det skygger for evnen til at se både figur og grund, og så går vi i stykker. Hvis man enten er i centrum eller i periferi, taber man blikket for helheden, altså det store billede, og så har vi som almindelige mennesker et seriøst problem. Vi skal som samfund blive bedre til at dreje på vasen, så vi lærer at skifte imellem figur og grund. Den evne og fleksibilitet har vi på Samsø fået oparbejdet ved blandt andet at handle på vores fælles samfundskriser. Vi har lært at lirke til perceptionen og ved, at virkeligheden ikke er statisk, men hele tiden bør håndteres på sin baggrund. Her på vores ø tvinges man til at se hvilke muligheder, der opstår i nye situationer og tænke: hvad nu hvis jeg mister mit job og må flytte til Jylland eller Sjælland? Hvordan gør jeg lige det? Eller: Samsø-Expressen blev ikke til noget i år – pyt med det, vi finder en ny løsning. Og så har vi her på øen den smukkeste nattehimmel fuld af stjerner, der minder os om vores meget lille størrelse i resten af universet. Den minder os om, at der er noget andet og meget større derude. Det er da helsebringende.  For evner man at skifte imellem at have sin opmærksomhed rettet mod henholdsvis centrum og periferi, kan jeg mærke, at man kan blive lykkeligere i længden.”


En del af problemet ligger i sproget

Malene har siden 2007 været ansat som projektleder på Samsø Energiakademi. En del af Malenes arbejde handler om at løfte lokale erfaringer fra Samsøs omstilling som Danmarks vedvarende energi-ø, der klart har bevist, at perifære fællesskaber kan løse klodens klimaforandringer og den accelererende, globale centralisering. Her spiller Rubins vase ind som en triumf: ”Der er et ideologisk centrumsønske om at vi skal i gang med at lave klimaforbedringer – men måske er der en masse i periferien, som slet ikke er der endnu, og som anser olie for at være den bedste energiressource? Der er mange steder i verden, som endnu ikke har stillet sig selv spørgsmålet om, hvorvidt bæredygtighed er vejen. I min branche bør vi erkende, at ikke alle er sat på jorden for at redde verden. Og hvorfor har vi i debatten, i medieverdenen og i det politiske liv brug for at forfladige sproget til at polarisere og skabe en spænding imellem by og land?”, spørger Malene, der synes, at sproget slet ikke er poetisk nok. Debatten skøjter på overfladen i stedet for at gå ind til kernen af muligheden og problemerne, som ifølge Malene især handler om det verbale: ”Den måde, vi taler om centrum og periferi på, er enormt polariseret på grund af de ord, begreber og værdier, vi bruger. Alene termen ’periferi’ er negativt ladet, mens ordet ’centrum’ er positivt, og sådan kunne vi blive ved med navne som ’udkantsdanmark’ og ’den rådne banan’, der allerede i selve sprogbrugen stempler landzonerne som notorisk blottede for menneskelige ressourcer og stedernes potentiale, mens byen som regel tales op i en jargon, der er gennemsyret af den liberale vækstmodel. Med fare for at jeg ikke tager min egen medicin, siger jeg det her nu: Hvad med i stedet at bruge et mere poetisk sprog, og kalde land og by henholdsvis sol og måne, figur og grund, eller ying og yang? Modsætningspar, hvor begge ord opfattes som smukke og afhængige af hinanden?”, foreslår Malene.


Der er en positiv forandring i gang i periferien

Efter at have boet 3 årtier på landet har Malene oplevet, hvordan fremskridtet ofte kommer fra periferien. Både når det gælder bæredygtige løsninger indenfor energi og råvarer, men også socialt: det er i landzonerne, at nye boformer skyder op, og fællesskaber dannes: ”Der er en langsommelighed på en ø som Samsø, der virker healende. Og så oplever jeg en stor fysisk forskel på at være henholdsvis på landet og i byen. Her på Samsø løfter jeg blikket, i byen slår jeg det ned. På landet bevæger jeg mig friere og har armene længere ud til siden, og har ikke brug for at trække mine antenner til mig. I byen er mine bevægelsesmuligheder begrænsede, og der er fortove og fodgængerovergange, der leder mig, så jeg kan navigere sikkert igennem i byrummet, uden at komme til skade. De reguleringer er der meget mindre af på landet. Min krop er friere på Samsø, og jeg taler mindre.”

Tilbage står det store spørgsmål om, hvad det er, der egentlig har skabt den store bevægelse fra periferi til centrum: er tendensen noget, som vi har skabt alene ved at italesætte den? Ligger der større, økonomiske grunde bag? Eller handler det i sidste ende om menneskets hang til at bevæge sig derhen, hvor resten af flokken befinder sig? ”Der er helt klart en mangel på perspektiver i den måde, vi anskuer centrum-periferi på. For hvad med alt den plads, der ligge imellem de to polariteter, hvad sker der med dens ressourcer? Er det egentlig dér, vi bør mødes?”, slutter Malene.

Tema 2: Uffe Elbæk om centrum og periferi

Da Uffe Elbæk på et gadehjørne i maj 2013 besluttede sig for at danne Alternativet, satte han gang i en forbløffende insisterende bevægelse, der i dén grad kom fra periferien: ingen troede i starten på, at det ville lykkes, for alt hvad Uffe gjorde, var både meget anderledes, og meget forkert. Ikke desto mindre lykkedes hans projekt, der i dag har sat nye, moderne standarder for det politiske liv, og modbeviser den herskende tese om, at centrum –i dette tilfælde København og det etablerede system på Christiansborg – er der, hvor forandringerne skabes.

Uffe Elbæk er derfor vores anden gæsteblogger på Den Positive Forandring og vil i det følgende fortælle om sin rejse fra magtens periferi til magtens centrum.

På vej mod en ny politisk kultur

Af Uffe Elbæk, politisk leder for Alternativet

Jeg er meget glad for at være blevet tilbudt spalteplads her på Samsø Energiakademis nye blog. Faktisk lidt beæret. For man kan ikke nok gange tage hatten af for jeres daglige indsats for en grøn bæredygtig omstilling af Danmark. I er om nogen pionerer på dette område.

Derfor vil jeg ikke bruge min spalteplads på at fortælle jer om behovet for en seriøs grøn omstilling og iværksætteri, for det er mange af jer allerede eksperter i på hver jeres måde.
I stedet vil jeg gerne dele mine/vores overvejelser om, hvordan vi får en langt mere grøn, progressiv og entreprenant dagsorden i Danmark blandt andet gennem udviklingen af en ny politisk kultur.
Måske vil nogle af jer finde min fortælling inspirerende, og selv få lyst til at engagere jer i politik på nye måder. Andre af jer vil måske bare lære mig og Alternativet lidt bedre at kende.

Jeg ved nøjagtig, hvornår ideen om at starte et nyt politisk parti og bevægelse, ja – en ny politisk platform – opstod. Det gjorde den i en samtale mellem to unge aktivister, Sophie og Søren, og jeg på et gadehjørne på indre Frederiksberg en majdag i 2013.

Vi havde alle tre været til samme møde på Christiansborg i Under Radar-projektet. Et projekt, jeg på det tidspunkt havde sat i søen for at sætte fokus på alle de gode nye bæredygtigheds-projekter, der fandtes under den politiske og mediemæssige radar.

Da vi kom til krydset Gl. Kongevej og H.C. Ørstedsvej stoppede vi op. For det var her, jeg bor. Og så var det, at enten Sophie eller Søren spurgte mig: ”Uffe, hvorfor starter du ikke et nyt parti?”. Og selvom jeg umiddelbart afslog deres idé, satte spørgsmålet helt klart noget i gang i mig.

Jeg så tilbage på mit arbejdsliv med Frontløberne og KaosPiloterne, som netop handlede om ikke at acceptere den udgave af samfundet, vi har i dag, som den bedst tænkelige. Og det slog mig, at selvfølgelig må man også kunne lave politik på en langt mere involverende måde, end vi ofte gør i dag.

Ja, politik på en mere ydmyg og inddragende måde, som bygger på den grundpræmis, at flere ved mere og hvor en af politikernes vigtigste opgaver er direkte kontakt og dialog med borgerne. Og ikke mindst politik på en måde, hvor vi har modet til at forestille os et radikalt anderledes bæredygtigt samfund end det, vi har i dag.

Det, der var brug for, var intet mindre end en politisk og kulturel revolution, tænkte jeg. Vel at mærke en venlig og konstruktiv en af slagsen. Som den russisk-amerikanske anarkist og kvinderettighedsforkæmper, Emma Goldman, sagde: ”If I can’t dance, it’s not my revolution”. Og det var netop sådan en livsbekræftende revolution, jeg så for mig, da vi et lille halvt år senere stiftede Alternativet.

Der er virkelig sket meget, siden vi for små fire år siden – Sophie, Søren og jeg – stod på gadehjørnet af Gl. Kongevej og H. C. Ørstedsvej. Og jeg vil ikke lægge skjul på, at den fælles rejse vi startede ud på sammen hin majdag 2013, er det mest demokratisk håbefulde, jeg har oplevet i hele mit liv.

Også selvom det har været en rejse mod all odds. For fra dag et fik vi nemlig at vide af Gud og hver mand, at vi aldrig, aldrig, aldrig ville komme i mål med Alternativet.

Der var ikke det, der ikke var galt med os: Vores måde at udvikle politik på – gennem politiske laboratorier – var forkert. Den kampagnemåde, vi brugte til at samle underskrifter ind på, var forkert. Den måde, vi førte valgkamp på, var forkert. Og selv da vi så rent faktisk kom ind på Christiansborg, var den måde vi organiserede os på, og ikke mindst den måde vi var politikere på, forkert. Syntes de politiske kommentatorer og også mange af de politiske journalister.

Men heldigvis var og er der rigtig mange, der har den stik modsatte oplevelse. Nemlig at det lige nøjagtigt er det her, vi politisk har ventet på. Hvor ambitionen er at gå fra det nuværende repræsentative demokrati til et langt mere direkte involverende demokrati. Og hvor vi sammen bygger en ny demokratisk bro mellem Folketinget og det omkringliggende samfund.

Så fra at være tre mennesker på et gadehjørne er vi nu over 11.000 medlemmer. Fra en hovedbestyrelse er vi nu også ti kredsbestyrelser og over 80 lokalforeninger spredt ud over hele landet. Og også uden for Danmark sker der noget. For med inspiration fra Alternativet i Danmark er der sat nye politiske initiativer i gang i så forskellige lande som Norge, Sverige, Litauen, England og Nepal.

Det er denne nye demokratiske vision og ambition, mine MF-kollegaer og jeg har for øje hver eneste dag på Christiansborg. Vi forsøger på bedste måde at udvikle og udøve ny politisk kultur ved at lytte nysgerrigt til hinanden og til vores kollegaer fra de andre partier. Ved at være ydmyge over for opgaven som folkevalgte og hele tiden sørge for at blive klogere gennem møder med folk fra civilsamfundet, erhvervslivet og helt almindelige borgere, der er eksperter i deres egen hverdag.

Selvom intet menneske er perfekt, og opgaven med ny politisk kultur er svær på en arbejdsplads som Christiansborg, hvor spin og konflikt desværre stadig fylder meget, er jeg faktisk rigtig stolt af, hvor langt vi er kommet på det halvandet år, vi indtil nu har været på Christiansborg.

Lige fra den måde vi har organiseret vores hverdag på på den grønne gang (kælenavnet for den del af Christiansborg, hvor vi bor) over den måde, vi udvikler vores politik gennem on-going politiske laboratorier til den måde, vi træffer politiske beslutninger på i folketingsgruppen.

I forhold til det sidste kan jeg eksempelvis nævne, at vi livestreamer alle vores gruppemøder, så alle kan se med, når vi diskuterer vores indstillinger til afstemningerne i folketingssalen. Det er et sårbart sted at skabe gennemsigtighed, for vi er selvfølgelig ikke altid enige om alt i folketingsgruppen, men jeg tror, det er vigtigt at vise befolkningen nuancerne i politik. Et ’ja’ til en afstemning er ikke altid et 100% ’ja’. Det kan være et 80% ’ja’, fordi der som oftest er gode grunde for og imod en sag.

Jeg er – indrømmet – ikke mindst fan af vores helt egen lille udviklingsafdeling, som igen og igen kommer op med totalt overraskende nye forslag til, hvordan vi gør det at være politisk engageret meningsfuldt for borgerne. Seneste store initiativ fra udviklingsteamet er skabelsen det nye handlingsorienterede medie, Altivisten, som kan findes på altivisten.dk.

Altivisten er en løsningsorienteret modpol til al den konfliktfyldte journalistik, der præger mediebilledet i dag. Her kan alle borgere bidrage med løsninger inden for tre overordnede temaer: Hvordan lever vi bæredygtigt, hvordan skaber vi gode liv og hvordan udvikler vi demokratiet?

For mig er udviklingsafdelingens arbejde et godt eksempel på, at vi selv kan være den forandring, vi ønsker at skabe i verden. Mere borgerinddragelse i politik er nemlig for mig helt afgørende for, at vi får den forandring, som dansk politik har brug for. Der er brug for en ny politisk kultur, hvor alle slags borgere synes, det er spændende, meningsfuldt og lærerigt at deltage. Ellers bliver det bare ved med at være de samme midaldrende, slipsklædte, hvide mænd (sorry for denne generalisering), der bestemmer, hvordan vores samfund skal se ud.

Derfor vil min opfordring til jer læsere være at blive ved med at engagere jer i samfundet. I fællesskabet, i den lokale grønne omstilling og i nye former for politik. Der er brug for langt mere mangfoldighed i dansk politik, hvis de beslutninger, der tages, skal kunne repræsentere befolkningens ønsker.

Tag derfor jeres demokratiske autoritet til jer, dan fællesskaber, engager jer og søg indflydelse. Som den store amerikanske antropolog Margaret Mead engang sagde:”Never doubt that a small group of thoughtful, committed citizens can change the world; indeed, it’s the only thing that ever has”.

Energy “down under”

After almost one month in Southern Australia, I am now on my way home. One month is just enough time to give you a sense of what is going on here. The big issue here is coal. Australians are facing huge changes in their energy sector. Hazelwood, the largest coal-fired power plant in the southern hemisphere, is already closing. This is a very big deal in Australia. The plant is using brown coal – one of the more polluting types of coal, with high levels of emissions as a result of its burning. But brown coal is an important industry here and the backbone of the current energy distribution system. For this reason, the government’s conservative party in the capital Canberra is trying to paint wind power and green energy as an unstable supply of energy. The truth, more likely, is that the grid has not been modernized and even worse the system is very centralized because of these very large power plants.

Quote from Sydney Morning Herald:

Quote from the Sydney Morning Herald:

“State and even local governments have recently adopted their own targets and policies to boost renewables in their jurisdictions, but few have raised the ante as rapidly as the ACT.

While the Canberra-based wing of the fossil fuel industry – their lobbyists and political supporters – try to scare us into thinking the transition to 100 percent renewables will be a disaster, the ACT government is just getting on with it, and the benefits of doing so, directly and through the impact of its leadership on others, will flow for decades to come.”

Author: Tom Swann, researcher at The Australia Institute and designated “ACT Environmentalist of the Year”

[ACT stands for: Australian Capital Territory – made by states. Australia has three levels of government: Federal, state, and local.]

Obviously, the individual states are so disconnected from the federal government that they have separate goals for emissions and Renewable Energy integration. The federal government is talking about “clean

Why do I care? I think we are all guilty and therefore responsible for the state we are currently in. For many years, Denmark imported almost its entire energy supply in the form of coal. A lot of this coal came from Australia. So, in a way, we built our modern society on the back of the Australian coal industry! We’ve changed this lately, but still! I think we need to help out where we can and try to ensure that, while our development was fueled by coal, that the clean technologies we are working with are a part of the change taking place in Australia, Japan and other countries with whom we do business. In Denmark, we like to say we are a nuclear free nation, but we still drive Toyotas and watch TV on Sony screens.
Let’s put into practice the Paris Declaration and the signed UN agreement!

Kan god og dårlig kunst beskrives?

– af kunstner og projektleder Malene Lundén

Den tidligere direktør Jens Erik Sørensen på kunstmuseet Aaros har sin helt egen definiton af, hvordan god og dårlig kunst kan beskrives. Jeg kan rigtig godt lide den og har derfor arbejdet videre med hans udmærkede hus-metaforer her:

God kunst er som et stort hus bygget med tårne og spir, masser af etager, altaner og en smuk udsigt, hvor man kan se langt.
Huset indeholder mange rum, som man ikke lige kan finde. Huset har detaljer som udkårne figurer og et murværk med mønstre og ornamentik. Huset er bygget af mange forskellige slags håndværk, som gør at huset opleves som et festfyrværkeri og et tab af kontrol af skønhed.
Kunst i den modsatte genre er som et parcelhus i ét plan, hvor rummene ligger forudsigeligt, når du træder ind i husets entre. Der er ingen etager, ingen kælder.
Haven er placeret tæt om huset i en overskuelig firkant, med en høj hæk rundt om. Huset har ingen detaljer og alt er produceret på maskiner og er tørlagt for finesser, håndværkstradition og udførelse. Vinduer og døre er afstemt til funktion. Loftshøjden er ens i alle rum. Taget har en lille hældning, da der kun findes et mindre pulterkammer på det lave loft.
To forskellige kunstneriske beskrivelser på et narrativ, som i dette her tilfælde er et hus.

Kunst er måske et rum eller et hus som stadigvæk ikke har en endegyldig definition. Derfor er det ofte sådan at det både rammer og løfter den beskuer, som oplever kunst.
Ligesom kunst har bæredygtighed heller ikke en enegyldig definition. Der er mange, der har en mening og en holdning til bærdygtighed, og nu er der defineret 17 verdensmål (der linkes til lnket nedenfor), som er ambitiøse og afklarer de mange retninger, som kan indeholdes i definitionen. verdensbedstenyheder.dk/verdensmaal/
Jeg mener at kunst er en vigtig diciplin i alt hvad vi omgiver os med, og derfor insisterer Den Positive Forandring på at ramme kunsten ind i samspil med kunst. De to første kunstnere, vi har valgt i dette kvartal, taler for sig selv. Den ene er en mand og den anden en kvinde.
Og husk selvfølgelig: her på bloggen låner vi fra historiske perioder og arbejder med form og indhold som sættes op mod hinanden.

Vi ønsker ikke at være smagsdommere, og derfor må du meget gerne maile mig din definition på hvad kunst er, eller ikke er: ml@energiakademiet.dk
God fornøjelse fra Malene!

Noter:

 Ordet ”bæredygtighed” er oversat fra engelsk ”sustainability”. Verbet “sustain” kommer via latin “sustinere”, der er sammensat af ”sub”, ”opad” og infinitiv af verbet ”tenere”, ”at holde”, “at støtte, holde oppe nedefra, bære, gennemgå, overgå og udholde”. Dets stamme er ”tenere”, “at holde”, der I 1300-tallet får den metaforiske betydning “at fortsætte, opretholde, fastholde”. PIE-roden er *ten-, ”at strække”, og ordets billedlige forlæg kunne være en bro. Kognater til roden er da også græsk ”teinein”, ”at strække” og ”tenos”, ”en sene”, og ”tonos” ”en streng”. Latinsk kognat er ”tendere”, hvoraf analogisk ”to intend, og intension” og ”tendens” kommer. Et andet kognat til roden er engelsk “tenet”, der betyder “et princip eller dogme”, altså noget, der fastholdes som tankegang, m.a.o. en værdi. Det man holder oppe ved hjælp af (og selv bæres af) er ens basale værdisystem, det man tror på, og det kan man formulere for andre. Men ”sustain” har både en fysisk betydning af noget, man kan gå på og således komme over en afgrund, og en mental betydning af en solid og levedygtig tanke, der også bærer en. Ordet ”bæredygtighed” er oversat fra engelsk ”sustainability”. I dette komplekse ord har vi både idékraft, harmoni, og en normativt begrundet vilje. Det bæredygtige er altså på engelsk det, det holder noget oppe med et formål, der er begrundet i værdier og ideer, og som søger mod harmoni ved at have en indre stabilitet, hårdførhed og holdbarhed; at opgive er udelukket, fordi budskabet forpligter og i sidste instans er identitetsformende. Denne begrebslige betydning har ordet ”bæredygtighed” da også i Brundtland rapporten fra 1987.

Ordet kommer fra latin robustus “stærk og hård”, bogstaveligt ”så stærk som egetræ”, af ”robur, robus”, en særlig slags egetræ med rødlig lød, der er stærk ud over det sædvanlige

 Nassim TalebAntifragile: Things That Gain from Disorder (Incerto). Paperback – January 28, 2014.Se også Mikkel Ruge: Ledelsesudvikling og samskabelse En refleksion over hvad det kræver og hvordan vi kan opnå det.Speciale: på cand. Merc. Phil forår 2016. P. 60ff. Jeg takker Mikkel Ruge for inspiration til at læse Taleb.

Du tror måske ikke på det, du bliver præsenteret for HER , men faktum er, at det passer

Derfor titlen på denne blog:“ Den positive forandring”

Forandringen er sket, og sker lige nu: Fordi Samsø som levende lokalsamfund igennem fællesskab, tillid og sammenhold har kunnet følge en plan og samarbejde om dens realisering igennem 20 år.

Samsø vandt i 1997 konkurrencen over 22 andre lokalsamfund om at blive Danmarks vedvarende energi-Ø, og er idag 100 % selvforsynende med sol, vind og biomasse. Og Samsø kommune og Energiakademiet er nu i fuld gang med en ny plan, der skal udfase fossile brændsler 20 år før resten af Danmark.

Mennesker fra hele verden valfarter til Samsø for at finde ud af, hvad det er, et samfund med et oprigtigt ønske om at gøre en positiv forandring, kan udrette.

Samsø er et farverigt samfund med ca 3500 mennesker, som på godt og ondt deler erfaringer, der ikke kun har praktisk karakter: arbejdet med bæredygtighed og grøn omstilling har affødt anderledes viden om eksistens, natur og liv, som vi gerne vil samle på denne blog og dele med dig her i cyberspace. Vi vil med andre ord gå et spadestik dybere end den sædvanlige og praktiske orientering om fakta, tal, klimamål og CO2. Vi vil i stedet skabe et univers af artikler til fordybelse, hvor nysgerrige og opsøgende personer som dig kan læse om de mange positive forandringer, som er både er sket og sker på Samsø Energiakademi.

Blog-universet vil være en stemme som fortæller om en samfundssucces indenfor Danmarks grønne omstilling og udvikling og vil på den måde fungere som en parallel virkelighed til den ofte uoverskuelige og polariserede miljødebat.

Et af bloggens dogmer er ønsket om at indeholde konstruktive og inspirerende fortællinger. En anden ambition er også at plante inspiration, som kan tydeliggøre hvordan du håndholdt kan komme igang med at iværksætte dine egne scenarier for positiv forandring.

Og husk at du altid kan altid maile os eller kigge forbi og få en snak over en kop kaffe.

Menneskene og stedet bag. Samsø Energiakademi starter denne blog den 1 januar 2017, men det er præcist 20 år siden, at det hele rigtig tog fart. Idag tør vi godt sige at det var starten på en bred, grøn revolution som lidt ydmygt betragtes som en mælkebøtte, der kan gro hvor som helst, og gror nede fra og op.

Det hele startede tilbage i 1997 da den danske regering iværksatte en konkurrence om hvilken ø i Danmark, der kunne blive selvforsynede med alternativ energi på kun 10 år med godkendt teknologi, gældende lovgivning og offentlig deltagelse.

Det skulle der kun tre personer til at kickstarte: borgmesteren, smeden og en ingeniør fra Jylland, der besluttede at udarbejde en konkurrenceplan. De tre personer gjorde det uden et mandat, de havde tillid til at den handling var helt o.k at gøre, også uden at informere Samsøs dengang 5000 indbyggere. De 3 personer troede blindt på at det kunne lykkedes samsingerne at stå sammen om at gøre Samsø 100% selvforsynende med alternativ energi.

De 3 fik ret, og den positive forandring løftede målsætningen til meget mere og andet, som Samsø i dag profiterer af. De 3 personer vidste ikke dengang at de kickstartede en stor folkelig bevægelse. Et af de faktuelle resultater er, at Samsø idag er mere end 100 % selvforssyende med elektricitet.

Samsø og Energiakademiet arbejder idag med at udfase diesel og olie, et projekt, som vi har givet den lidt pudsige overskrift “fossilfri“. Energiakademiet er også i fuld gang med at udbrede øens Best Practice til Next Practice, således at hele verden kan besøge Energiakademiet på Samsø, i Danmarks selvforsynende epicenter.

Energiakademiet er nonprofit og drives af os! Formelt set har vi en åben struktur med en direktør, Søren Hermansen, og 9 ansatte, en proaktiv bestyrelse og en dynamisk, lokal forening.


Energiakademiets arbejde går lavpraktisk ud på at energioptimere huse og offentlige bygninger, samt omstille øen til at udfase fossile brændsler. De mange andre opgaver er at udvikle partnerskaber med afsæt i energireduceringer og udvikle kapacitetsværkstøjer, som klæder den almindelige forbruger varmt på, uden at pengepungen gisper alt for meget efter vejret.
Kommunikation er det altafgørende arbejde for Energiakademiet. Omgivelserne skal kunne se og forstå nødvendigheden af at den positive forandring har mange økonomiske bundlinjer.
Det er det, der gør, at vi på Samsø tør kalde vores arbejde for en bæredygtig udvikling og omstilling af idag. Energiakademiet kan nås på cykel fra alle byer på Samsø og er placeret lige udenfor havnebyen Ballen i et hus, som er tegnet af Arkitema og bygget af lokale håndværkere. Succesen med at gøre Samsø til Danmarks første selvforsynende ø ligger især i den helt særlige kultur og fællesskabsfølelse på øen, hvor vi med en stærk, lokal forankring har kunnet se hinanden i øjnene, og med lige dele sund skepsis og nysgerrighed søsætte forandringen. Derfor er det mere end noget andet selve Samsø som sted, samt hver og en af øens knap 3700 beboere og Samsø Energiakademis globale netværk, der er ophavet til denne blog.

Kontakt os

Til dagligt drives bloggen i et samarbejde med energiakademiets kommunikations afdeling og bloggens eksterne redaktør Cecilie Marie Meyer.
Du kan skrive til projektleder Malene Lundén i fald du har spørgsmål til Energiakademiets arbejde på ml@energiakademiet.dk eller til Cecilie Marie Meyer, hvis du har idéer til vinkler, emner, eller har kommentarer, ris eller ros til den konkrete blog, på cillemarie@gmail.com

Spar penge og gavn miljøet med en varmepumpe

Overvejer du at installere en varmepumpe? En stor del af Samsøs huse opvarmes ved hjælp af varmepumper, men hvorfor er de gode at have, og hvordan virker de? Ole Hemmingsen er smed og VVS installatør på Samsø og fortæller her om de basale ting ved varmepumpen.

Hvad er en varmepumpe?

Det er en maskine der kan omsætte varmen i jorden og pumpe den rundt i dit hus ved hjælp af enten luft eller vand. Der findes 3 varmepumpetyper: jordvarme, luft til luft og luft til vand.

Hvordan virker en varmepumpe?

I fordamperen optager varmepumpen energi fra omgivelserne, som får kølemidlet til at koge og fordampe. Når dampen herefter presses sammen inde i kompressoren, hæves trykket og temperaturen stiger.  Herefter afgiver kølemidlet sin varme i kondensatoren, hvor kølemidlet afkøles og igen bliver til væske, der løber gennem termoventilen og tilbage til fordamperen, hvor processen starter forfra. Det er i kondensatoren, at varmen fra kølemidlet overføres til husets varmefordelingssystem, enten i form af et vandbårent centralvarmeanlæg eller som luftvarme, der kan blæses ind i huset som varm luft (teksten ertaget fra energitjenesten.dk)

Hvorfor er varmepumpen at foretrække fremfor en varmekilde baseret på fossilt brændstof?

En varmepumpe begrænser co2-udledningen såfremt den får sit el fra en fossilfri energikilde. Og så får man 4-5 gange så meget energi ud af varmepumpen, end der kommer ind i den, men det afhænger af, hvilken energikilde, som varmepumpen er tilsluttet. Får den sin energi fra et gammelt oliefyr, kan der i stedet ske en negativ energi-udnyttelse.

Der findes 3 slags varmepumper: hvordan ved man hvilken slags man skal vælge?

Ønsker man en varmepumpe i et hus, hvor der kun er el-opvarmning, er en luft-til-luft-varmepumpe ideel. Det gælder især for sommerhuse. Har man i stedet et centralvarmeanlæg med radiatorer, er det smart med et vandbåret luft-til- vand varmpepumpesystem, kombineret med jordvarme. Det sidstnævne er det mest brugte, men kræver at man har et rimelig stort areal udenfor, hvor man kan grave slangerne ned. Luft-til-vand er smart hvis man for eksempel ønsker gulvvarme, fordi man her udnytter spildvarmen optimalt.

Hvorfor findes der så mange varmepumper netop på Samsø?

Der har været nogle dygtige smede på øen, som har forstået at sælge deres produkter, i takt med den øgede bevidsthed om co2udledningens negative indflydelse på vores miljø. 80% af de helårshuse, der ikke er koblet på den kollektive varmeforsyning på Samsø, er dækket af varmepumper, og vi har højst 200 oliefyr tilbage på øen.

 

Værd at vide om varmepumper:

Mærker: der findes en myriade af mærker, der både er produceret i Danmark og udlandet. Vølund, Boss, Danfoss og Panasonic laver alle varmepumper, men hvad du skal vælge afhænger af dit behov og din pengepung. Varmepumpen kan du købe hos din lokale VVS-installatør.

Cirkapris: luft-til-luft koster mellem 14-18000 kr, luft-til-vand cirka 100.000kr, mens jordvarme koster cirka 125000kr. Alle priser er inklusiv installation, som tager cirka 2-3 dage alt efter hvilken varmepumpeløsning, man vælger. Husk også at benytte dig af håndværkerfradraget.

Besparelse: I forhold til et oliefyr vil du cirka halvere din årlige varmeudgift. Desuden kan man ved et forbrug på over 4000 kilowatt få en besparelse på omkring 62 øre per kilowatt igennem et det offentlige energisparetilskud.

Vedligeholdelse: en varmepumpe bør tilses og gerne udskiftes hvert 10-15 år, for at følge med udviklingen. Varmepumper bliver hele tiden mere og mere effektive, og det kan betale sig at udskifte dem for at få glæde af de besparelser, som den nye teknologi giver. Mange supplerer desuden deres
varmepumpe med et træpillefyr, hvortil man også kan få tilskud.

Læs mere om varmepumper og mulighederne på www.energitjenesten.dk

 

 

Aleister Crowley

Himalaya-bjergenes sepiafarvede grå
Vi ved jo godt, at farverne er der. Jeg husker endnu vores sort-hvide fjernsyn, hvorpå jeg som barn så tegnefilm, og dets monokrome univers hæmmede aldrig min billedverden, tværtimod. Nuancerne dansede for mit indre blik, og det var først, da vi fik farvefjernsyn, at jeg blev klar over alt det, jeg ikke havde manglet.

Agnes Martin

Med ryggen til verden
Lad os gå helt tæt på lærredet og erkende, at vi kræver for meget af umiddelbarheden.
Vi vil have, at tingene kommer os ublu i møde, med tamburinspil og ramasjang, men ofte er det den subtile larm over længere perioder, der får spejlsale til at knuses, og ørkenstorme til at rejse sig i vest.

Japan – solens land

Fukushima lider stadig!
Atomkraftværket brænder og Fukushima og omegn er bange!

Der er ikke styr på noget og vandet fosser ud i Stillehavet – radioaktivt og måske mere farligt end nogen ved noget som helst om.
Japanerne vil noget andet.
Måske sidder Premierminister Abe og tænker på hvordan han kan fortsætte som leder og hvem der støtter ham.
Industrien er vigtig for Japan og dermed billig energi fra eksisterende atomkraftværker.
Men det er ikke det befolkningen vil.
De er bange for deres børns fremtid og de vil ikke længere finde sig i central -administrationens kortsigtede og farlige beslutninger.
Community Power International mødes og der etableres en ny organisation, Fukushima Renewable energy foundation.

 

Søren Hermansen: på Samsø krydsbestøver vi os til resiliens

− Interview med Samsø Energiakademis direktør, Søren Hermansen, om temaet resiliens:

”Resiliens er blevet et videnskabeligt begreb, som giver udtryk for en situation, hvor der er en trussel udefra, du skal overleve. Så din overlevelseskraft i forhold til en udefrakommende trussel viser, hvor resilient et samfund, du har. Truslen kan være hvad som helst, for eksempel klimaforandringer. Men det er en permanent ting, det har altid været der, og derfor kan man sige, at det er en naturgiven trussel. Så er der den samfundsgivne trussel, der kommer mere indefra, og som er defineret af samfundets konservative beskyttelse af det, vi har, i forhold til det, vi arbejder frem imod. Så det vi har, er en trussel mod noget, der kan være bedre eller anderledes. Så den form for resiliens er jo egentlig negativ, men har den positive ting i sig, at du ikke bare springer væk fra noget, du lever af, til noget, som du ikke ved, om du kan leve af. Så den adresserer jo angsten, eller angsten for forandring, og angsten for forandring er der, hvor du sænker din resiliens, altså gør den mindre, mens lysten til forandring gør den større, du har simpelthen overlevelseskraft, du tør godt, du træder det næste skridt uden at vide, om du træder i et sumphul, og om der er fast grund under fødderne.”

”Den balance er interessant, for den er ikke centralistisk, den er hele tiden begrundet af ting, der bevæger sig rundt om de ting, det egentlig handler om. For det, det egentlig handler om, der vil vi ikke være, for det er konkluderende. Vi (samsingerne, red) vil gerne være derude, hvor det er i bevægelse, som er det ydre styrede, men stadig det lokale. Og det gør også, at vi bliver nødt til at tale med bonden derovre. Selvom han er en dum skovl, så har han altså nogle ting, jeg skal bruge, for at komme derhen, så vi bliver nødt til at mødes. Det synes jeg jo ikke er resiliens, men det er mere en form for genmanipulation, hvor vi godt ved, at vi bliver nødt til at krydsbestøve.

Selvom vi ikke er meget for det, så gør vi det, fordi vi ved, at tilsammen giver det et bedre resultat. Der går vi altså abstrakt længere, end vi burde gøre. ”Der er også nogle, der siger i forhold til dyreverdenen, at når løven bider i struben på bøflen, så får bøflen et fredfuldt udtryk i øjnene fordi den ved, at den tjener sit formål. Den lader sig dø, fordi den nu har omsat græsset til det noget spiseligt, så rovdyret kan leve. Cirklen er sluttet i en eller anden forstand. Det er meget interessant at betragte det som en naturgiven tilstand, hvor man accepterer vilkårene. Og det gør vi også her. Resiliens er hvor meget man accepterer vilkårene og arbejder med dem. Idag har vi et differentieret samfund, hvor vi ikke kender vilkårene, fordi vi lever i en isoleret verden som individder, der cirkler rundt og bare har nogle egen-definerede projekter, hvor vi ikke er en del af helhedsudviklingen. Jeg tror, at det er der, det ligger, når vi taler om resiliens hele tiden. Det er fordi vi føler os disconnected, vi er ikke en del af helheden, og derfor sidder vi alle i et centrum, hvor vi egentlig helst ikke vil være.”

Vi er altså ikke en del af fødekæden, ligesom bøflen er?”Nej, vi kan ikke lukke øjnene i fred og sige, at vi har tjent vores formål.”

Hvis vi skal tage fat i det med bonden, der vælger at gå over til sin nabo, selvom han egentlig ikke kan lide ham: hvor kommer den evne fra til at se, at det er det, han skal gøre?

”Jeg tror at det er noget, du skal arve. Der var én, der engang fortalte mig, at bønderne i gamle dage gik på markvandring hos hinanden en gang om ugen. Så mødtes man og gik ud over markerne og kiggede på afgrøderne, og det var en meget stærk kultur i landbolivet. Man talte om hvordan afgrøderne stod og spurgte ind til hinandens arbejde, og på den måde delte man viden, det var en slags efra-gruppe, en social erfaringsudveksling, som fungerede, fordi det var til alles bedste, alle fik noget ud det.”

Det, der er sket på Samsø, er ikke sket på øer som for eksempel Læsø eller Anholt. Hvad er det, der findes på Samsø, som gør stedet så specielt?

”Ja, man finder masser af eksempler på det modsatte, fordi en ø også er en sårbar størrelse. Hvis der går idealisme i den, så skal du vælge enten den ene eller den anden leder. Er du så med på den store forandring, eller er du med det konservative og traditionelle? På Anholt kan du komme ind i forsamlingshuset hvor der i den ene ende sidder den en gruppe, og i den anden ende sidder en anden gruppe, fordi den ene gruppe består af nogle forandringsfolk, der kommer udefra, som vil lave om på alting, og de andre føler sig enormt truede af det. Og de er så truede af det, at de er bange for at gøre det, de egentlig burde gøre, nemlig at række ud og sige: lad os nu mødes og se hvordan verden så vil se ud på Anholt om 10 år, for I bringer noget med jer. På samme måde, som må I forstå, at I er trådt ind i en kultur, som er gammel, og har en masse værdier, så må vi også forstå, at I åbner vinduerne til noget, som vi ikke kender, og som vi er lidt bange for. Vi bliver nødt til at snakke om det. Så jeg tror at det, vi har her (på Samsø, red.) er en gammel kultur baseret på forandring og fornyelse, hvor man på andre øer har levet totalt isoleret. ”

Det vil sige at vi nu også taler om geografi?

”Ja, det tror jeg faktisk, at vi gør. Samsø har ligget enormt centralt, al trafik er gået her forbi, så vi har altid hele tiden haft folk, der har kommet og sagt: skal vi ikke gøre sådan, og hvorfor gør vi ikke sådan.”

Er det korrekt, at nordøen er orienteret mod Jylland, mens sydøstsiden af Samsø er orienteret mod Sjælland?

Jamen det er helt naturligt, det kommer sig af en gammel tradition, hvor man vidste at der kom noget godt og interessant derfra. Nede i Ballen, der talte man en dialekt, der var præget af Kalundborg-jysk, fordi de havde en færge, de sejlede den vej. Det er en fornyelseskraft, for hvor kommer fornyelsen fra? Vi kobler os på systemer, hvor vi får os et system tjek-up og siger: jeg kan bedre lide dén end dén. Hvor kommer de nye inspirationer fra, og hvordan adopterer du det? Samsø er også kendt for at være et udvikingslingssted indenfor landbrug, hvor nogle måske hørte om noget i England, og så rejste man bare afsted. Det var ikke noget problem. Man hørte om nye tiltag indenfor kunstig inseminering, og så røg man afsted sammen med dyrlægen. Den der tro på, at det kan vi godt. Der er vi jo i en meget mere isoleret verden nu, hvor vi faktisk kan flyve jorden rundt, men hvor tingene er blevet meget mere ekspertorienterede, og hvor vi får vi mere og mere fortalt, at vi ikke selv kan på sådan en stakkels, lille ø.”

”I gamle dage var mange folk på Samsø skipperbønder, de havde et skib, hvor de sejlede med varer, så lastede de kornet og sejlede måske til Norge og kom så hjem med tømmer og tjære og var også lige forbi Aalborg og hente kalk. De havde også ofte karle og tjenestepiger med sig hjemme fra gården, de kom så med den båd. På den måde blev der bragt nogle nye kulturer med hjem.”

”Kulturmæssigt har vi også haft et gods her, og en godsejerfamilie, som igennem hundredevis af år har holdt fast i noget kultur og en forbindelse med kongehuset, som dengang var en meget vigtig magt i den her sammenhæng. Så når kongen var på rejse kunne han blive beværtet her. Det betød selvfølgelig også, at der i det daglige var forbindelse til København for 500 år siden. Vi har været en del af et netværk, et rejsestop, også på det officielle plan, hvor kongen placerede folk.”

Der er altså både en lokal forankring og en krog i det omkringliggende samfund, der er en puls?

”Præcis, og det er også det, som vi tjekker ind på i dag. Når vi taler om bæredygtighed, så snakker vi også om sammenhængen, vi gør ikke kun det her for os selv, men som en del af en helhed. ”

Hvis vi taler om den omkringliggende fare, så har vi også en aktuel diskurs om problematikken mellem by og udkanstdanmark, hvor man kan sige, at Samsø er et ret så vitalt samfund i forhold til mange af de andre udkanter. Hvad tænker du om det?

”Det her er bare et gæt fra min side, men jeg tror at vi har haft en selvopholdelsesdrift som baserer sig meget på at vi bliver ved med at have kontakter udenfor øen, så vi ikke bare lukker os omkring os selv og er et feriested. Der er også et liv udenfor sæsonen. Der kommer en masse mennesker udefra, og det har der altid gjort: Fra min barndom kan jeg huske at vi havde folk fra Buthan, der gik på landbrugsskolen ovre i Malling, og fordi min far kendte de der folk, så kom de også på besøg på Samsø, og jeg var vildt betaget af, at prinsen kom på besøg fra et land i Himalaya-bjergene. Vi har opretholdt en position som Danmarks centrum, også for folk udenfor øen.

Ligger resiliens latent i alle samfund som noget, der bare skal aktiveres, hvis resiliensen ikke lige er til at få øje på?

“På mandag skal jeg til Snaptun, og tale med Glud, Snaptun og Hjernø borgergrupper, og det er nogle små bitte byer i mundingen af Horsens fjor, som i forbindelse med strukturreformen blev lagt ind under en storkommune. Dengang undgik Samsø faktisk at blive en del af en storkommune, og det taler i mine øjne for, at storkommunedelen har frataget de små steder deres egen kultur, deres egenforståelse, deres eget postnummer. Pludselig findes de ikke mere, nu er den gamle kommune blevet til en større kommune, hvor hovedkvarteret ligger langt væk. Og der tror jeg, at hvis du taler om resiliens, så sænker en sådan hændelse stedets resiliens. I isolationen kommer der dog en større bevidsthed om tabet af resiliens, og det aktiverer nogen i forhold til genskabelsen af den overlevelseskraft, som vi havde engang. Nogen siger måske: Nu er vi i fare, truslen udefra er pludselig blevet større, og den skal lukkes op indefra, for der kommer ikke nogen og hjælper os. Samfundet udefra har faktisk lige vist, at de ikke tager sig specielt meget af os ved at gøre os til en del af en større helhed. Administrativt er det selvfølgelig meget lettere. Lars Løkke, der stod bag den nye strukturreform, hans mål var ikke at styrke lokalsamfundene, hans formål var den overordnede administration, der skulle være mere effektiv og billig. Der piller du resiliens ud af systemet, som jeg ser det.”

Kan man så opbygge resiliens konstruktivt?

Ja, det kan du med en samtale om, hvad der kommer herefter. I den proces må du ikke røre ved det, der ligger bagud, for der ligger nogle gamle magtsstrukturer, som du alligevel ikke kan gøre noget ved. Forandringen kan du i stedet skabe ved at lave et ideologisk centrum, hvor du siger: forandringen, det kan være den her del, som vi snakker om i dag, så kan vi snakke om det her i morgen, og det her i overmorgen, og totalt set så bliver det her det, vi gør om ti år. Skal vi mødes om det? Så den der vision om fremtiden baseret på det, vi ved om fortiden, der har du brug for at bringe nogen ind, der ved noget, altså alle dine naboer, i den her samtale. Du har brug for at de gør det sammen med dig, ellers bliver de dine modstandere. Så resiliensen, den er i virkeligheden både en kraft og en modstand, og du skal have vendt den om til at blive en kraft, og det gør du ved at inddrage kollektiv viden i udviklingen. Så får man en fælles platform at starte fra. Så kan du gå hjem igen, og det er det, der er det levedygtige i processen, det binder dig ikke at gå ind i det møde, det forpligter dig måske moralsk, og dermed har du i virkeligheden sat processen i gang, men det baserer sig altså på den samlede viden. Der er nogen, der trækker, og der er nogen, der skubber, og som er bange, og sammen skal vi gå det næste skridt. At opbygge det kræver en naturlig leder, en, der er god til at samle folk, sådan en findes i alle fællesskaber, en, som vi har tillid til, som ikke er forudindtaget. Så kan du praktisk set lave et mere resilient samfund.”

Findes der en følelse af resiliens?

”Der er jo en masse forførelse i processen, hvor hvis du som leder vækker begejstring hos folk og de committer sig og siger dét er en god idé, dét vil jeg gerne være med til, så kan du jo aligne processen, så den bliver dynamisk og bevægelig. Her skal du skabe en begejstring, som kan mærkes i kroppen. Gider jeg gå til det næste møde? Ja det gider jeg faktisk godt.

Hvordan sikrer vi resiliensen i fremtiden?

”Det gør man ved at kigge på de basale ting i Danmark, for eksempel landbrgsstrukturen, som er fuldstændig forgældet, der er ikke noget at arve, kun en kæmpe gæld, som de unge skal slæbe med sig ind i fremtiden. Istedet for at sige: jamen til den her generation, der er færre flasker rødvin, fordi vi har forgældet os, vi burde tage ansvar. Så vi burde enten ekspropriere jorden, så pensionskasserne kan opkøbe dem og udstykke dem til små husmandslodder. Men så går vi også ud og piller ved det romerske imperiets meget mere businessorienterede samfund, som handler om markedet og magten. Man må være mere langsigtede i strategien. Det er også en del af resiliensen.”

Du skal gøre det, du ikke ved, at du ved

Hvad er skrøbelighed?

Det er interessant at kigge på, fordi vi tit taler i helt andre, hårde ord, når det handler om klima og miljø. Begreber som robusthed – den mest brugte, danske oversættelse af begrebet resiliens – og bæredygtighed bliver ofte brugt i miljødebatten, mens det robustes modsætning, skrøbeligheden, ikke rigtig tages i betragtning. Meget tyder dog på, at det netop er vores sensitivitet, der har betydning for, hvor godt vi mennesker befinder os i verden, især når omgivelserne er under forandring.Udvikling og bæredygtighed, robusthed, skrøbelighed og resiliens

For at kunne forstå begreberne bæredygtighed, robusthed, skrøbelighed og resiliens udfra det udviklingsmæssige perspektiv, må vi finde ud af hvilken form for modstandskraft, de karakteriserer.

Tager vi bæredygtighed, indeholder ordet bl.a betydningerne ‘at holde oppe nedefra’ og ‘at gå opad’. Det kan både forståes fysisk og psykisk, så ordet dels kan betyde, at der bygges en solid bro henover en afgrund, og dels at man fastholder en levedygtig tankegang, efterlever harmoni og har et formål dermed. Kigger vi på de udviklingsbegreber, vi nævnte før, kan bæredygtighed være det samme som biologisk egnethed skabt via naturlig udvælgelse. Robusthed kan både referere til bæredygtighed og resiliens, altså til en organismes evne til at tilpasse sig et særligt miljø. Man er robust når man ikke ændrer på sine egne basale egenskaber i processen og mere modstår omgivelserne end at indeholde dem, mens begrebet resiliens er præget af stærke adaptive træk, hvor man forstår at udnytte omgivelsernes skift til egen fordel.

Skrøbelighed er smart at inddele i positiv skrøbelighed og negativ skrøbelighed. Den negative betyder, at organismen går til grunde på grund af manglende tilpaningsevne, mens den positive karakteriserer organismer, der evner at tilpasse sig under nye og vanskelige vilkår gennem opfindsomme forvandlinger. Organismens skabende sensibilitet er i centrum her, der får organismen til at lykkes med udnyttelsen af sine mere komplicerede erfaringer, og til at udnytte det , man endnu ikke ved, at man ved.
Hvor robusthed kulturhistorisk set handler om overlevelseskraften indenfor miljøer, der bevarer et tungt status quo, og hvis egenskaber for overlevelse er blevet dikteret af omgivelserne, er bæredygtighed et resultat af strategiske analyser, planlægning og registrering, hvor både stat og erhvervsliv har erkendt nødvendigheden af en omstilling, for at overleve klimaforandringerne.
Begrebet resiliens er ikke så let at planlægge udfra, for det er mere forbundet med skrøbelighedens positive sider, hvor den menneskelige organismes skrøbelighed udnyttes til at etablere et værn mod sårbarheden. Et eksempel kan være lægen Ignaz Semmelweis, der i midten af 1800-tallet reddede mange nybagte mødre fra barselsdøden ved at få lægerne til at vaske hænder inden fødsel.

Positiv skrøbelighed Begrebet positiv skrøbelighed kan forståes udfra det lignende ord sensibilitet, altså det at være følsom og et bevidsthedsfænomen, der har et ganske særligt reflekterende indhold. Positiv skrøbelighed benytter anderledes mentale potentialer, fordi den godt ved, at den ikke ved alt, men samtidigt har muligheden for at aktivere det, man ikke ved, at man ved. Et eksempel på dette kan være dengang Alexander Fleming ved et tilfælde opdagede penicillinen.
Egentlig havde forskeren givet op overfor at løsningen på, hvordan man kunne dræbe stafylokokker. Han tog i stedet på ferie, men da han kom hjem var skålen med bakterierne inficeret med penicillium-svampe, som havde dræbt bakterierne. Ved at bruge sin iagttagelsesevne og kombinere den med erfaringens sensitivitet overfor en ting, han egentlig ikke havde haft nogen intention med, udnyttede han sin ikke-viden produktivt, og opfandt i stedet penicillinen.
Det er en alternativ måde at finde ud af noget på, der beror på sansning, forestilling, og tænkning, og som i sit virke ikke vil beherske, men i stedet skænke, gavne, berige og formidle glæde. På den måde er positiv skrøbelighed en social kategori. Den handler om vores opfattelse af andre, og dermed også om vores forhold til os selv.

Nissam Taleb og de sorte svaner

De tanker svarer på mange måder til Nassim Talbes begreb ‘antiskrøbelighed’. Han stiller skrøbelighed op overfor robustheden som noget, der kan forvandle sig til sin modsætning, ved at udnytte stress. Taleb siger selv om sit begreb:

”Nogle ting udnytter shock: de trives og vokser, når de udsættes for volatilitet, tilfældighed, uorden og stressfaktorer og kærlighedseventyr, risici og usikkerhed. Alligevel, til trods for fænomenets allestedsnærvær, så har vi ikke noget ord for det modsatte af skrøbelig. Lad os kalde det antiskrøbeligt. Det resiliente modstår schock og forbliver det samme, det antiskrøbelige bliver bedre.”

Han fortsætter:

”Antiskrøbelighed har den unikke egenskab at tillade os at omgås det ukendte, at gøre ting uden at forstå dem – og gøre det godt. Dette giver en løsning til det, som jeg har kaldt Sorte Svane problemet – umuligheden af at beregne risikoen for påfølgende, sjældne hændelser og forudsige deres indtræffe.Ifølge Taleb skabes historien af ’sorte svaner’, af store, uforudsigelige begivenheder, der indtræffer på trods af vores forsøg på at fange dem i modeller. Taleb kommer også med konkrete eksempler på forskellene mellem robust, skrøbelig og antiskrøbelig i vores samfund: under kategorien profession er akademikere, ledere i det private erhvervsliv, pave og politikere skrøbelige, mens de robuste er ansatte i postvæsnet, er lastbilchauffører og togførere, mens de antiskrøbelige er skribenter og kunstnere.

For dertil at stille et relevant spørgsmål, der handler om den globale opvarmning: hvordan kan det faktum, at vi ikke kan gøre noget ved verdenshavene stigning, vendes til en styrke? Sagt på en anden måde: hvori ligger det antiskrøbeliges mulighed, i vores skrøbelighed overfor klimakrisen?

En robust reaktion ville være at stoppe al udledning med det samme. En skrøbelig reaktion ville bestå i strategier til at reducere udledningen af drivhusgasser, strategier, der dog ikke vil være tilstrækkelige i sig selv uden bivirkninger. De vil møde politiske barrierer, og det er heri, at deres skrøbelighed ligger. Teknologien med 3 d print, robotter og kunstig intelligens, der kunne hjælpe os ved at reducere ressourcer brugt til transport, ville nemlig betyde arbejdsløshed blandt dem, der ellers skulle have betjent maskinerne. Det er dog uklart, hvordan en sådan skrøbelighed skulle kunne vendes til en anti-skrøbelig fordel, men vi kan stadigvæk lære noget af Talebs begrebsapperat. Vi kan ophøre med at betragte det robuste som et ideal, og se anderledes på det skrøbelige. Dermed tilskyndes vi også til at forstå resiliens som et fænomen, der tilhører et helt andet system end bæredygtighed. Vejen derhen er dog problematisk: den indebærer nemlig at vi kigger anderledes på historien og på svage og udsatte befolkningsgrupper. Skrøbeligheden ligger ikke kun i vores blik, men hos det, der bliver set. For at kunne tilpasse os dem kræver det en stor, social bevidsthed, og en evne til at sætte sig i deres sted, OG at handle her ud fra, det vil side være rede til afkald. Det kræver en kæmpe mentalitetsændring, og kodeordet herfor er generøsitet.

Afslutning

Når man taler om skrøbelighed overfor robusthed og antiskrøbelighed taler vi også om den menneskelige bevidsthed. Det er altså i samspillet mellem naturen og samfundet, at skrøbeligheden udspilles. Naturen og samfundet er skrøbelige i forhold til det, som vi gør ved dem. De ressourcer, som vi hvert år har til rådighed fra naturens side, er allerede opbrugte efter 8 måneder. Det er denne viden om naturens skrøbelighed, der kan få os til at ændre adfærd. Dog er midlerne på vejen dertil også skrøbelige i sig selv, da de selv tærer på ressourcerne.

Netop fordi robusthed, skrøbelighed og antiskrøbelighed alle er viklet ind i de kapitalistiske magtstrukturer er vi nødt til at analysere disse former for magt og få en forståelse for de nye mentalitetsformer – herunder en ny generøsitet overfor de milliarder af ofre for den kapitalistiske suppedas, som en redningsaktion overfor jorden kræver. Ellers ender vi med en ny, ideologisk karikatur.

Hemmeligheder

Levende billeder og virkelige historier fra Samsø Energiakademi

 – af Malene Lundén

På denne her blog er det hele håndholdt. Derfor kan lyd og lyssætning og alt andet ind imellem opleves som udfordrende. Jeg ønsker nemlig at du som læser får mulighed for at komme helt med ud i de mangfoldige og spændende situationer, som os ansatte på Samsø Energiakademi ofte møder og udfordres i.

Hvad vil det sige at arbejde på en Ø? Og hvad vil det sige, at der årligt kommer ca. 5000 gæster til Samsø for at lære om øens sammenhængskraft i ønsket og viljen om at blive uafhængige af fossile brændsler 2030?

Bæredygtig omstilling er en bydende nødvendig udvikling, som vi alle bliver nødt til at være en del af. Med en global temperaturstigning på snart 3 plusgrader står vi ansigt til ansigt med ustabilitet og konsekvenser, vi ikke kender kraften af.

Derfor maner vi til en bevidst kommunikation, som er positivt fremmende og hverken spiller på frygtscenarier eller negative udsagn alla ”det kommer ikke til at ske”. Vi vil hellere, stille og roligt, fortælle og dele med dig hvordan vi har gjort på Samsø i kraft af hele øens Energiakademi.

De levende billeder og historier skal give dig oplevelsen af at vi er virkelige og vise hvor mange slags mennesker, der har en interesse, og handler for vildt derude på planeten.

Den posstive blog ML IMG_2714(1) from Energy Academy TV on Vimeo.

6 gode grunde til at installere en varmepumpe

Tekniker Michael Kristensen fra Energiakademiet og Samsø Kommune fortæller her hvorfor en varmepumper er en god investering:

1: Synergi: hele samfundet bliver i disse år gearet til udfasning af fossile brændsler, hvor overskudsvarmen fra for eksempel varmepumper ledes videre i systemet til gavn for andre. Nybyggede huse må slet ikke indeholde et oliefyr, mens udviklingen af den bæredygtige energisektor omvendt brøler derudaf. Varmepumper koblet op på grøn energi er med andre ord fremtiden, og vil hele tiden blive billigere, mens fossile energikilder bliver dyrere.

2: Færre udgifter: et oliefyr koster 40-50.000kr, mens en varmepumpe godt nok er dyrere at købe, men meget billigere i drift og har en levetid på 20-30 år. Og så kræver varmepumpen hverken skorstensfejer eller et det årlige, dyre tjek, som oliefyret behøver.

3: Du sparer markant flere penge på din varmeregning: besparelsen plejer at være mellem 30-50% på varmeudgiften i forhold til et oliefyr, især hvis oliefyret er af ældre dato. Man plejer også at sige, at når man putter 1 kWh ind i varmepumpen, får man 4 kWh varme ud.

4: Du får lettere ved at låne penge i banken: de fleste banker kan se meningen i at du installerer et billigere varmesystem. Skal du låne penge til en varmepumpe bør du derfor først lægge et budget, hvori din bank kan se den markante besparelse ved et sådant energisystem. Det kan din installatør hjælpe dig med.

5: Større friværdi og et hus der er lettere at sælge: En varmepumpe giver minimum en forbedring af husets pågældende energimærkning på ét trin, og det forhøjer husets værdi og gør det i sidste ende lettere at sælge. Især i udkantsområderne har husene oliefyr, der trænger til at blive skiftet ud, og et nyt varmesystem kan give boligen et funktionelt løft, der også vil forhøje dens værdi.

6: Du skaber et overblik over dit forbrug og dine behov: inden du beslutter dig for at installere en varmepumpe er det nemlig smart at afdække familiens adfærd og vaner derhjemme. Lav et enkelt bugdet, der synliggør forbruget af el, vand og varme, og se på om der er flere måder at spare på energien. Det giver mange penge i lommen på årsbasis, og vil også vise banken, at du kan spare op, i fald det behøves.

HUSK: hvor effektiv en varmepumpe er for lige præcis dig, afhænger af din bolig. Er dit hus af nyere dato og godt isoleret, er en varmepumpe et oplagt valg, mens et ældre hus med små radiatorer og en-strengssystem nok kræver mere isolation og en grundigere modernisering inden skiftet foretages. Kig også på dit forbrug, for varmepumper fås i forskellig styrke, der gerne skal matche din hverdag. Se mere på www.energiakademiet.dk og www.energitjenesten.dk