Tema 2: Uffe Elbæk om centrum og periferi

Da Uffe Elbæk på et gadehjørne i maj 2013 besluttede sig for at danne Alternativet, satte han gang i en forbløffende insisterende bevægelse, der i dén grad kom fra periferien: ingen troede i starten på, at det ville lykkes, for alt hvad Uffe gjorde, var både meget anderledes, og meget forkert. Ikke desto mindre lykkedes hans projekt, der i dag har sat nye, moderne standarder for det politiske liv, og modbeviser den herskende tese om, at centrum –i dette tilfælde København og det etablerede system på Christiansborg – er der, hvor forandringerne skabes.

Uffe Elbæk er derfor vores anden gæsteblogger på Den Positive Forandring og vil i det følgende fortælle om sin rejse fra magtens periferi til magtens centrum.

På vej mod en ny politisk kultur

Af Uffe Elbæk, politisk leder for Alternativet

Jeg er meget glad for at være blevet tilbudt spalteplads her på Samsø Energiakademis nye blog. Faktisk lidt beæret. For man kan ikke nok gange tage hatten af for jeres daglige indsats for en grøn bæredygtig omstilling af Danmark. I er om nogen pionerer på dette område.

Derfor vil jeg ikke bruge min spalteplads på at fortælle jer om behovet for en seriøs grøn omstilling og iværksætteri, for det er mange af jer allerede eksperter i på hver jeres måde.
I stedet vil jeg gerne dele mine/vores overvejelser om, hvordan vi får en langt mere grøn, progressiv og entreprenant dagsorden i Danmark blandt andet gennem udviklingen af en ny politisk kultur.
Måske vil nogle af jer finde min fortælling inspirerende, og selv få lyst til at engagere jer i politik på nye måder. Andre af jer vil måske bare lære mig og Alternativet lidt bedre at kende.

Jeg ved nøjagtig, hvornår ideen om at starte et nyt politisk parti og bevægelse, ja – en ny politisk platform – opstod. Det gjorde den i en samtale mellem to unge aktivister, Sophie og Søren, og jeg på et gadehjørne på indre Frederiksberg en majdag i 2013.

Vi havde alle tre været til samme møde på Christiansborg i Under Radar-projektet. Et projekt, jeg på det tidspunkt havde sat i søen for at sætte fokus på alle de gode nye bæredygtigheds-projekter, der fandtes under den politiske og mediemæssige radar.

Da vi kom til krydset Gl. Kongevej og H.C. Ørstedsvej stoppede vi op. For det var her, jeg bor. Og så var det, at enten Sophie eller Søren spurgte mig: ”Uffe, hvorfor starter du ikke et nyt parti?”. Og selvom jeg umiddelbart afslog deres idé, satte spørgsmålet helt klart noget i gang i mig.

Jeg så tilbage på mit arbejdsliv med Frontløberne og KaosPiloterne, som netop handlede om ikke at acceptere den udgave af samfundet, vi har i dag, som den bedst tænkelige. Og det slog mig, at selvfølgelig må man også kunne lave politik på en langt mere involverende måde, end vi ofte gør i dag.

Ja, politik på en mere ydmyg og inddragende måde, som bygger på den grundpræmis, at flere ved mere og hvor en af politikernes vigtigste opgaver er direkte kontakt og dialog med borgerne. Og ikke mindst politik på en måde, hvor vi har modet til at forestille os et radikalt anderledes bæredygtigt samfund end det, vi har i dag.

Det, der var brug for, var intet mindre end en politisk og kulturel revolution, tænkte jeg. Vel at mærke en venlig og konstruktiv en af slagsen. Som den russisk-amerikanske anarkist og kvinderettighedsforkæmper, Emma Goldman, sagde: ”If I can’t dance, it’s not my revolution”. Og det var netop sådan en livsbekræftende revolution, jeg så for mig, da vi et lille halvt år senere stiftede Alternativet.

Der er virkelig sket meget, siden vi for små fire år siden – Sophie, Søren og jeg – stod på gadehjørnet af Gl. Kongevej og H. C. Ørstedsvej. Og jeg vil ikke lægge skjul på, at den fælles rejse vi startede ud på sammen hin majdag 2013, er det mest demokratisk håbefulde, jeg har oplevet i hele mit liv.

Også selvom det har været en rejse mod all odds. For fra dag et fik vi nemlig at vide af Gud og hver mand, at vi aldrig, aldrig, aldrig ville komme i mål med Alternativet.

Der var ikke det, der ikke var galt med os: Vores måde at udvikle politik på – gennem politiske laboratorier – var forkert. Den kampagnemåde, vi brugte til at samle underskrifter ind på, var forkert. Den måde, vi førte valgkamp på, var forkert. Og selv da vi så rent faktisk kom ind på Christiansborg, var den måde vi organiserede os på, og ikke mindst den måde vi var politikere på, forkert. Syntes de politiske kommentatorer og også mange af de politiske journalister.

Men heldigvis var og er der rigtig mange, der har den stik modsatte oplevelse. Nemlig at det lige nøjagtigt er det her, vi politisk har ventet på. Hvor ambitionen er at gå fra det nuværende repræsentative demokrati til et langt mere direkte involverende demokrati. Og hvor vi sammen bygger en ny demokratisk bro mellem Folketinget og det omkringliggende samfund.

Så fra at være tre mennesker på et gadehjørne er vi nu over 11.000 medlemmer. Fra en hovedbestyrelse er vi nu også ti kredsbestyrelser og over 80 lokalforeninger spredt ud over hele landet. Og også uden for Danmark sker der noget. For med inspiration fra Alternativet i Danmark er der sat nye politiske initiativer i gang i så forskellige lande som Norge, Sverige, Litauen, England og Nepal.

Det er denne nye demokratiske vision og ambition, mine MF-kollegaer og jeg har for øje hver eneste dag på Christiansborg. Vi forsøger på bedste måde at udvikle og udøve ny politisk kultur ved at lytte nysgerrigt til hinanden og til vores kollegaer fra de andre partier. Ved at være ydmyge over for opgaven som folkevalgte og hele tiden sørge for at blive klogere gennem møder med folk fra civilsamfundet, erhvervslivet og helt almindelige borgere, der er eksperter i deres egen hverdag.

Selvom intet menneske er perfekt, og opgaven med ny politisk kultur er svær på en arbejdsplads som Christiansborg, hvor spin og konflikt desværre stadig fylder meget, er jeg faktisk rigtig stolt af, hvor langt vi er kommet på det halvandet år, vi indtil nu har været på Christiansborg.

Lige fra den måde vi har organiseret vores hverdag på på den grønne gang (kælenavnet for den del af Christiansborg, hvor vi bor) over den måde, vi udvikler vores politik gennem on-going politiske laboratorier til den måde, vi træffer politiske beslutninger på i folketingsgruppen.

I forhold til det sidste kan jeg eksempelvis nævne, at vi livestreamer alle vores gruppemøder, så alle kan se med, når vi diskuterer vores indstillinger til afstemningerne i folketingssalen. Det er et sårbart sted at skabe gennemsigtighed, for vi er selvfølgelig ikke altid enige om alt i folketingsgruppen, men jeg tror, det er vigtigt at vise befolkningen nuancerne i politik. Et ’ja’ til en afstemning er ikke altid et 100% ’ja’. Det kan være et 80% ’ja’, fordi der som oftest er gode grunde for og imod en sag.

Jeg er – indrømmet – ikke mindst fan af vores helt egen lille udviklingsafdeling, som igen og igen kommer op med totalt overraskende nye forslag til, hvordan vi gør det at være politisk engageret meningsfuldt for borgerne. Seneste store initiativ fra udviklingsteamet er skabelsen det nye handlingsorienterede medie, Altivisten, som kan findes på altivisten.dk.

Altivisten er en løsningsorienteret modpol til al den konfliktfyldte journalistik, der præger mediebilledet i dag. Her kan alle borgere bidrage med løsninger inden for tre overordnede temaer: Hvordan lever vi bæredygtigt, hvordan skaber vi gode liv og hvordan udvikler vi demokratiet?

For mig er udviklingsafdelingens arbejde et godt eksempel på, at vi selv kan være den forandring, vi ønsker at skabe i verden. Mere borgerinddragelse i politik er nemlig for mig helt afgørende for, at vi får den forandring, som dansk politik har brug for. Der er brug for en ny politisk kultur, hvor alle slags borgere synes, det er spændende, meningsfuldt og lærerigt at deltage. Ellers bliver det bare ved med at være de samme midaldrende, slipsklædte, hvide mænd (sorry for denne generalisering), der bestemmer, hvordan vores samfund skal se ud.

Derfor vil min opfordring til jer læsere være at blive ved med at engagere jer i samfundet. I fællesskabet, i den lokale grønne omstilling og i nye former for politik. Der er brug for langt mere mangfoldighed i dansk politik, hvis de beslutninger, der tages, skal kunne repræsentere befolkningens ønsker.

Tag derfor jeres demokratiske autoritet til jer, dan fællesskaber, engager jer og søg indflydelse. Som den store amerikanske antropolog Margaret Mead engang sagde:”Never doubt that a small group of thoughtful, committed citizens can change the world; indeed, it’s the only thing that ever has”.

Tema 1: Resiliens

Begrebet resiliens udpeges ofte som et af grundvilkårene for Samsøs succes og Positive Forandring, og bruges i flæng i bæredygtighedsdebatten.

Men hvad betyder resiliens egentlig? Kigger man i en ordbog kan vi læse, at resiliens både kan betyde 1: spændstighed, elasticitet, og 2: livskraft, livsmod, robusthed, ukuelighed. Det er især robustheden, der sættes lighedstegn med, altså menneskets evne til at modstå forandringer, når vi taler om resiliens. Men ifølge Ole Fogh Kirkeby bør man kigge på begrebets mere subtile betydninger, for at forstå det fuldt ud.

Energiakademiets henvendte sig til Ole for at få mere at vide om, hvad resiliens er. Han tilbage til os med et blogindlæg, der fokuserede på skrøbelighed, og især fandt den positive forandring i menneskets forunderlige evne til at aktivere det, man ikke ved, at man ved.


God fornøjelse
med Oles blogindlæg – nedenfor kan du både læse indlægget i sin oprindelige længde, samt og i en kortere, mere forenklet form, her.

 

HVAD ER SKRØBELIGHED?

af Ole Fogh Kirkeby

I det følgende vil jeg underkaste begrebet ”skrøbelighed” og dets antonym, ”robusthed”, en analyse i en mere overordnet forstand. ”Robusthed” er ofte vores måde at oversætte det engelske begreb ”resilience” på, og dette ord er begyndt at erstatte ordet ”bæredygtighed” i behandlingen af miljøproblemerne.

Det evolutionsteoretiske perspektiv

Det overordnede perspektiv på disse begreber, idemæssigt eller livsanskuelsesmæssigt såvel som både ontologisk, erkendelsesteoretisk og videnskabsteoretisk, er det evolutionære, altså det biologiske, neurobiologiske, antropologiske og etnologiske; og derfra appliceres det på psykiatri og psykologi, på erhvervsøkonomi, herunder ledelse, organisering og medarbejdertrivsel, og på miljøproblemet.
Dette evolutionære perspektiv kombineres historisk med systemteorien generelt og med det kybernetiske perspektiv specifikt. Dermed er nøglebegreber: organisk (genetisk) basis, fænotype og genotype, ontogenetik og fylogenetik, udvikling gennem differentiering på basis af en fælles stamform, og dermed variation, selektion, samt videre, adaption (tilordning), biologisk fitness (egnethed), absorbering (overtagelse gennem underordning af stimuli), og integration. Gennem Hugo de Vries’ brug af Mendels arvelighedslove på Darwins teori kom begrebet ”mutation” i centrum, og udvekslingen mellem system (organisme) og omverden blev i nogle årtier nedprioriteret,

indtil man i mellemkrigstiden udviklede det biometriske miniparadigme (Karl Pearson), hvor mekanismen ”naturlig selektion” igen kom i centrum. Denne evolutionsteori opererede med mange små, gradvise ændringer i organismen, der ikke indebar, at ændringerne kun kunne nedarves, sådan som de mendelske arvelighedslove foreskrev. I tiden op til anden verdenskrig forsonedes disse to paradigmer i den såkaldte ”teoretiske populationsgenetik” (J. B. S. Haldane og R. A. Fisher i England og S. Wright i USA), idet man integrerede mendelsk genetik i Darwins evolutionsteori. Disse forskere viste, at de små, kumulative ændringer som biometrikerne opererede med, kunne forklares ved mendelske gener, men også, at de fleste mutationer ville have så drastiske effekter på individet, og derigennem på genotypen, at de krævede samspillet mellem organisme og kontekst for at forklare evolutionen. Denne syntese blev efter publikationen af T. DobzhanskyGenetics and the Origin of Species, i 1937, inspireret af entomologiske forskningseksperimenter, efterhånden kendt under betegnelsen ”neodarwinisme”, og er vel det herskende paradigme i dag også i lyset af moderne biologi, biokemi og genforskning på trods af den voksende indsigt i det enorme antal irreducerbare systemer på celleniveau.


Evolutionsteoriens centrale begreber er som nævnt variation, naturlig selektion og nedarvning, samt tilpasning og egnethed (fitness) – og jeg gengiver nu meget komplekse og relativt omstridte sammenhænge i en forsimplet form.

Variation forudsætter, at alle organismer, planter som dyr, kan betragtes som unikke, dvs. at enhver organisme er forskellig, hvor simpel den end er. Empirisk er udgangspunktet fænotypen i biologien eller ontogenesen (i psykologien)

Nedarvning betyder, at de fleste af en organismes træk er nedarvede fra dens forældre, på trods af dens unikke karakter, og de fleste af dens træk vil på tilsvarende vis blive nedarvet til dens eget afkom via genotypen eller fylogenesen.

Naturlig selektion stiller begrebet ”biologisk egnethed” (”biological fitness”) i centrum. Det betyder, at arvemassen er det centrale element ved skabelsen af geno- og fænotypen, men det underkendes ikke, at miljøet spiller en rolle, dog sådan at evnen til at absorbere dettes betingelser under bibeholdelse af genotypens væsenstræk er afgørende. Her er dog større mulighed for tilordning til principielt ethvert miljø, eller enhver kontekst, end det er tilfældet ved ”adaption”. Vi kan fortolke ”biological fitness” både i relation til en geno- og en fænotype i en given kontekst (miljø). I begge tilfælde beskriver begrebet succes med henblik på evnen til at reproducere sine egne egenskaber ved at indstille sig på omgivelserne uden at ændre sig væsentligt, hvilket kan måles på fænotypen som omfanget af bidraget til den næste generations forråd af gener, der videregives af gennemsnitsindividet i forhold til de to typer.

Adaption
 derimod er den evolutionære proces, hvorigennem en organisme bliver bedre til at overleve i et habitat ved at forvandle sig selv.

Dinosaurerne optimerede måske deres egnethed til at jage og undslippe andre jægere ved at udvikle fjer. Det er et eksempel på egnethed som overlevelseskriterium i et givet miljø. Når dinosaurer bliver til fugle og krokodiller, så forvandler de sig for at overleve til meget mindre væsener, men alle tre grupper tilhører samme genus, archosaurer.
Det er adaption.

Evolutionsteori og bæredygtighed, robusthed, skrøbelighed og resiliens

Skal disse evolutionsteoretiske begreber nu danne basis for forståelsen af begreberne ”bæredygtighed” og ”resiliens” på den ene side og ”robusthed” og ”skrøbelighed” på den anden, så er det nærliggende at lave en evolutionsteoretisk skelnen mellem dem for dermed at kunne identificere forskellige former for modstandskraft – også selv om vi strækker begrebernes betydning. Man kan da identificere bæredygtighed med biologisk egnethed skabt via naturlig selektion, eller gennem direkte planlægning, og resiliens med adaptionRobusthed kan både referere til bæredygtighed og til resiliens, til en organismes eller et systems (i en given tilstand) evne til at implementere egnethed (fitness) i en given kontekst eller kontekster, alt fald hvis man forudsætter, at dette optimerer betingelserne for overlevelse, i et eller flere miljøer, og dermed reproduktion under bevarelse af basale egenskaber. Det robuste system, miljø, den robuste organisation eller institution, samt det robuste menneske, forandrer sig kun i mindre grad ved vekslende kontekstuelle vilkår. Bevares fundamentet for genus kan man også forstå det som indbegrebet af bæredygtighed,men i et processuelt perspektiv vil resiliens bedre udtrykke evnen til at omskabe relationen mellem enhed og omgivelser – ordets rod er dog det samme som ”salto mortale”, en ubændig vitalitet via elasticitetDe 17 verdensmål tænkes stadigvæk indenfor perspektivet ”bæredygtighed”. En bæredygtig by er en by, der ikke ændrer fænomenet ”en bys” genetiske egenskaber, så som forskellen til et fødevareforsynende opland, eksponentiel vækst horisontalt og vertikalt, centrum for bosteder og arbejdspladser, og sikring af grænser mod naturen og andre samfund på national basis.

Samtidig vil det være nærliggende at forstå resiliens som (biologisk) fitness domineret af stærke adaptivetræk. Dvs. evnen til at udnytte betydningsfulde skift i omgivelserne til sin fordel og dermed samtidig ændre sig uden at forvandles i sin kerne, der er sameksistens mellem mennesker indenfor et begrænset, geografisk område på basis af ressourcetilførsel. Resiliens optræder dermed, når det robuste ikke længere er en holdbar strategi, den bliver alternativet til bæredygtighedens klassiske former. Men det er formålstjenligt at skelne mellem en negativ og positiv skrøbelighed. Den negative skrøbelighed indebærer genotypens endeligt gennem fænotypernes manglende adaptionsevne. Den positive skrøbelighed betegner egenskaber, der gør adaption mulig under nye og vanskelige vilkår gennem opfindsomme forvandlinger (anchínoia, skarpsind, ideation og sagacitet). Her bliver fænomener som innovation, improvisation (serendipitet) og eksperiment væsentlige. Disse fremmes alle af graden af skabende sensitivitet. Sensitivitet betyder både at udnytte information fra erfaringens finere distinktioner ofte skabt gennem trusler fra omgivelserne, og at udnytte det, man endnu ikke ved, at man ved.

”Robusthed” i et kulturhistorisk perspektiv handler om evolutionær overlevelseskraft formidlet via egenskaber, der historisk allerede er skabt af de betingelser, som overlevelse i bestemte miljøer sætter.

Det handler om skabelsen af en tilstrækkelig struktur, om der er tale om organisatorisk struktur, om organiseringsform, om mere flydende relationelle rammer, eller indstillinger/praksis, der bevarer et tungt moment af status quo, dvs. af overleverede magtformer.
Variationen i denne proces kan dels fremtvinges af naturen, der jo har stillet de generelle vilkår, dels af udviklingen indenfor kulturhistorien selv, dvs. af de økonomiske, sociale, politiske og ideologiske ændringer.
Langt henad vejen er bæredygtighed i dag blevet et resultat af strategisk analyse, planlægning og handling og primært fra statens side gennem udviklingen af et begrebsapparat som grundlag for registrering, samt af erhvervslivets erkendelse af nødvendigheden af teknologiske og interaktionelle omstillinger – omkring 1960 var ”menneskeskabte klima ændringer” stort set et ukendt begreb, og hvor målingerne fra Mauna Loa-observatoriet på Hawaii af atmosfærens CO2-indhold først lige var under opstart. Men bæredygtighed er som strategisk praksis bundet skæbnesvangert til økonomisk-politiske interesser og institutioner, og kan dermed ikke indløse de løfter, som ordet indeholder.

Koleraepidemierne i 1800-tallets midte var et produkt af kulturhistorie, men betinget af natur. De overvindes gennem skabelse af kloakering og spredning af viden om hygiejne. Det kvalificerer en bæredygtighedsstrategi.

”Resiliens” er ikke sådan et overlagt planlægningsberedskab og infrastrukturelt koncept, men er mere forbundet med skrøbelighedens positive sider.

Som strategisk praksis kan tentativt illustreres gennem vaccination. Her udnyttes den menneskelige organismes skrøbelighed til at etablere et værn mod denne sårbarhed. Vaccination er naturligvis et uvurderligt fænomen, men spørgsmålet er, om det helt systematisk kan bruges til at forstå, hvad positiv skrøbelighed faktisk kan betyde? Et bedre eksempel er den ungarske læge Ignaz Semmelweis’, der i midten af 1800-tallet fik nybagte mødres dødelighed til at styrtdykke gennem introduktion af simpel håndvask før forløsningen af moder og barn..

”Positiv skrøbelighed” er en erkendelsesteoretisk kategori, der indebærer refleksion og handlekraft og ikke er udtømt ved dets reference til brug af allerede kendte materialer. Men naturligvis er distinktionen mellem robusthed og positiv skrøbelighed flydende. Er Romernes opfindelse af cement og beton i deres væsen bæredygtig eller? Spørgsmålet er meningsløst, men det er identifikationen af forskellen mellem dem ikke. Er den mole bæredygtig eller resilient? Det afhænger af formålet.

Man kunne måske lave en distinktion, der fastholdt, at bæredygtighed aldrig kan være robust i absolut forstand, fordi man ikke kan vide, hvilke konsekvenser selv de mest miljøvenlige tiltage har på længere sigt, og med hvilke materialer de i fremtiden kan produceres. Her gentages den etiske holdning, der kaldes ”utilitaristisk”. Hvis alles lykke er det ultimative kriterium på en etisk handling, så er den uoverskuelig. Resiliens derimod har opgivet forestillingen om at kunne overskue og beherske konsekvenserne af de handlinger, der inkorporerer den.

Den modsvarer deontologien indenfor etikken, den handler ud fra værdier. Den positive skrøbelighed vedkender sig dette vilkår.

Positiv skrøbelighed

Den foreløbige konklusion er, at ”positiv skrøbelighed” må forstås ud fra synonymet ”sensitivitet” generelt, altså som et bevidsthedsfænomen med et ganske særligt, potentielt refleksivt indhold – og ikke som en egenskab ved genstande, materialer og processer. Det skyldes, at både bæredygtighed og resiliens er fænomener, der udtrykker menneskets forsøg på at beherske naturen og de uønskede virkninger som disse forsøg medfører, og at deres kriterium er ”robusthed” på tidslinen. Men at positiv skrøbelighed udløser andre typer af mentale potentialer, fordi den er sig begrænsningen i viden bevidst, men samtidig bekender sig til muligheden for at aktivere det, man ikke ved, at man ved.

Resiliens i form af positiv skrøbelighed kan eksemplificeres gennem fænomenet ”serendipitet”. Det indebærer, at udnytte sin ikke-viden produktivt. Generelt betyder begrebet, siden det støbtes af Horace Walpole i 1754, at opdage noget som man ikke vidste, at man kunne søge efter. Dermed forudsætter det en aktivering af iagttagelsesevnen, der beror på erfaringens sensitivitet overfor fænomener, der ikke er foregrebet intentionelt.

Men erkendelsesteoretisk indebærer det, at man formår at udnytte det, man ikke ved, at man ved, for ellers ville man ikke kunne erfare det. Den positive skrøbelighed begynder altså i tankens og praktikkens afmagt overfor et problem, hvor det robuste bygger på det teoretiske fundament, og på en historisk praksis, der allerede er rimeligt sikre.

Den positive skrøbelighed kan eksistentielt eksemplificeres ved at et menneske ændrer sit liv radikalt, eller sit forbrugsmønster, eller sin politiske holdning under indtryk af begivenhederne. Teknologisk er et klassisk eksempel Alexander Flemings afmagt overfor løsningen på, hvordan man kan dræbe stafylokokker, der fik ham til at tage på ferie og glemme at fjerne skålen med bakterierne, der ved tilbagekomsten var forurenet med skimmelsvampene Penicillium, som viste sig at have dræbt bakterierne.

Det betyder ikke, at vi skal føre begrebet ”skrøbelighed” tilbage til dets oprindelige betydning i psykiatri og psykologi, men at vi skal undersøge, hvordan skrøbelighedens positive dimensioner, det i den, der knytter an til resiliens, forudsætter en alternativ erkendelsespraksis. Sansning, forforståelse, forestilling, følelse, sprog og tænkning, må alle relateres til skrøbelighedens intentionalitet. Denne intentionalitet er baseret i et behov for at skabe, ikke for at beherske, være det sig gennem indsigt eller ret til at foreskrive og befale, eller til at konsolidere sig gennem befæstninger og brohoveder, men til at skænke, gavne, berige og befrugte, give muligheder og formidle glæde.

Med andre ord, den positive skrøbelighed er først og fremmest en social kategori, og derfor politisk. Den handler om vores opfattelse af andre, og vores praksis overfor dem. Dermed handler den om vores forhold til os selv.

Skrøbeligheden ligger derfor i sit væsen langt fra systemtænkningens og kybernetikkens begrebsunivers. Som indstilling kræver den nye begreber, hvorigennem omverdenen ses som subjekt og ikke som objekt Den søger heller ikke sikkerhed. Den har mod til at forblive i usikkerheden og det uafgjorte. Det er den uendelige opfindsomheds og eksperimenterings modus vivendi, dette at forblive i faren – ”eksperiment” har ligesom ”erfaring” en etymologi, der understreger bevægelsen ind i og ud gennem faren.

Nissam Taleb

De tanker, som jeg præsenterer her, svarer i mange aspekter til Nassim Talebs inspirerende begreb om ”antiskrøbelighed”. Taleb modstiller robusthed, der kan modstå stress, en skrøbelighed, der formår at forvandle sig til sin modsætning, netop ved at udnytte stress. Det er således prototypen på en adaptiv strategi.

I prologen til sin bog ”Antifragile” fra 2012 opsummerer Nassim Taleb sit forfatterskab og kernen i sit begreb ”antiskrøbelig”:

”Nogle ting udnytter shock: de trives og vokser, når de udsættes for volatilitet, tilfældighed, uorden og stressfaktorer og kærlighedseventyr, risici og usikkerhed. Alligevel, til trods for fænomenets allestedsnærvær, så har vi ikke noget ord for det modsatte af skrøbelig. Lad os kalde det antiskrøbeligt.

Antiskrøbelighed er hinsides resiliens eller robusthed. Det resiliente modstår shock og forbliver det samme, det antiskrøbelige bliver bedre. (p. 5)

Taleb bruger fænomenet ”hormesis” som eksempel, altså den mekanisme, hvorpå vaccination beror.

Og han fortsætter:

”Denne egenskab er bag alt, der har forandret sig gennem tiden: evolution, kultur, ideer, revolutioner, politiske systemer, teknologisk innovation, kulturel og økonomisk succes, virksomheders overlevelse, gode recepter (f.eks. kyllingesuppe eller rød bøf med et stænk cognac), byers opkomst, kulturers, lovsystemer, ækvators skove, modstandsdygtighed overfor bakterier … selv vor egen eksistens på denne planet … Det antiskrøbelige elsker tilfældighed og usikkerhed, hvilket også betyder – meget vigtigt – kærlighed til fejl, til en særlig klasse af fejl. Antiskrøbelighed har den unikke egenskab at tillade os at omgås det ukendte, at gøre ting uden at forstå dem – og gøre dem godt. (p. 3-4) … Dette giver en løsning til det, som jeg har kaldt Sorte Svane problemet – umuligheden af at beregne risikoen for påfølgende, sjældne hændelser og forudsige deres indtræffe. (p.4) … Hvis næsten alt top-down gør skrøbelig og blokerer for antiskrøbelighed, så trives alt bottom-up under den rette stress og uorden. Selve opdagelsesprocessen (eller innovation, eller teknologisk fremskridt) afhænger af antiskrøbeligt kedelflikkeri, af aggressiv risikotagning mere end af uddannelse). (p. 5)”

Ifølge Taleb skabes historien af ”sorte svaner”, af store, uforudsigelige begivenheder, der indtræffer på trods af vores forsøg på at fange dem i modeller.

Han opsummerer også sin den etiske dimension: ”Den vigtigste, etiske regel er følgende: Du skal ikke besidde antiskrøbelighed på bekostning af andres skrøbelighed.” (p. 6)

Allerede de nævnte eksempler på antiskrøbelighed må snarere forstås humoristisk end som ansats til en systematik – der efter min bedste overbevisning glimrer ved sit fravær.

Prologen afsluttes med en meget lang liste, der giver eksempler på modstillingen af skrøbelig, robust og antiskrøbelig ud fra en lang række kriterier eller kategorier, f.eks.: kategorierne indlæring, politiske systemer, erkendelsesteori, filosofi, viden, videnskab, det økonomiske liv, tænkere, psykologisk velvære, beslutningstagning, medicin, og meget andet. De eksempler, der gives, er ofte intet mindre end misvisende. Hele den begrebslige bygning har gennem eksemplificeringen tendens til at ramle sammen.

Eksempler på dette: Under kategorien profession er akademiker, leder i det private erhvervsliv, pave, biskop og politikere skrøbelig, mens de robuste er ansatte i postvæsenet, lastvognschauffør, og togfører, hvorimod de antiskrøbelige er skribenter og kunstnere.

Der er ikke skyggen af fornuft i denne kategorisering. Paver, der skal balancere deres udsagn mellem en dogmatisk institution med mange forskellige dogmatikker, befolknings behov og deres egen samvittighed, må netop have et meget stort overskud til at udnytte og overvinde denne skrøbelighed ved at vise den åbenlyst – som den nuværende pave.

Under kategorien viden er positiv videnskab skrøbelig, negativ videnskab robust, og kunst antiskrøbelig. Der findes næppe noget videnskab i dag, der ikke underkaster sig falsifikationen, altså det negatives kriterium. Kunsten derimod ignorerer det negative, idet den ikke plejer omgang med sorte svaner andre end dem, der findes i den fortolkendes sind, hvilket gør den ekstremt skrøbelig. Den kan kun overvinde sin afhængig af et marked, hvis det lykkes den at sætte kriterierne for sin egen virkning – og det er meget få kunstnere forundt.

Under kategorien litteratur er e-bogen skrøbelig, bogen er robust og den mundtlige tradition er antiskrøbelig. Argumentet her er formodentligt, at den mundtlige tradition kan indoptage forandringer og ændre genre og retoriske virkemidler. Men hvorfor sættes ”litteratur” over en kam? Samspillet mellem fortolkeren og det fortolkede er centrum her, og det er til stede i alle tre dimensioner i form af det sagtes eller skrevnes anfægtelighed, med mindre den mundtlige fremstilling har mytens autoritet.

Under kategorien menneskelige relationer er venskab skrøbeligt, slægtskab robust og tiltrækning antiskrøbeligt. Det virker ganske vilkårligt og rækkefølgen ville sagtens kunne vendes om.

Under kategorien ”læring” sættes klasseværelseslæring som skrøbelig og læring gennem det virkelige liv, gennem lidelse, som robust og som antiskrøbelig sættes det virkelige liv og biblioteket. Denne rækkefølge virker også ganske vilkårlig og selvmodsigende, da læring gennem lidelse burde være eksemplet på antiskrøbelighed.

Under politiske systemer sættes nationalstaten og centralisering som det skrøbelige, mens konføderationen, den decentraliserede forening af bystater sættes som det antiskrøbelige. Historien viser desværre det modsatte, eller højst ingen af delene. Klogelig giver Taleb her ingen eksempler på det robuste – og dog varede Romerriget 7-800 år; hvor længe skal sociale enheder vare for at kaldes robuste? USA varer endnu ligesom Tyskland.

Blandt det mere forståelige er, at under kategorien ”regulering” sættes regler som det skrøbelige, principper som det robuste, og dyd som det antiskrøbelige. Det virker til gengæld rimeligt.

Konklusionen er her, at vi meget bedre kan bruge Talebs begrebsapparat end hans egne eksempler på det. Men vi må gennemtænke begrebet ”skrøbelighed” endnu engang, og kritisere Talebs eksempler, hvis begrebet ”anti-skrøbelighed” skal kunne bruges til noget.

Man kan nu som illustration til ovenstående diskussion spørge: Hvad er det antiskrøbeliges mulighed indlejret i vores skrøbelighed overfor verdenshavenes stigning? Kan dette, formodentligt vigtigste af alle problemer ved klimakrisen, at vi ikke kan forhindre vandstigningen og vinde landet tilbage, vendes til en styrke?

Den robuste løsning ville bestå i at stoppe al udledning fra dette øjeblik. Det skrøbelige aspekt vil sandsynligvis bestå i strategier til at reducere udledningen af drivhusgasser, strategier, der hverken kan være tilstrækkelige i sig selv eller uden bivirkninger. Deres skrøbelighed skyldes primært de politiske barrierer for deres implementering. Transformation Cities og kompakt arkitektur til at reducere CO2-fodaftrykket, og 3-dimensionale printere kan forlægge produktion til konsumtions-lokaliteten og reducere transportbehov voldsomt, ligesom on-demand-produktion og produktion på basis af virtuelle tvillinger, samt robotter og Kunstig Intelligens generelt. Fordi virkningerne af disse teknologier er indført for at fjerne arbejdskraften, er de skrøbelige, og dermed kan de slå over i kategorien ”anti-skrøbelig”. Men i det hele taget er af sådanne – såkaldte – ”industri 4.0” teknologiers virkninger ekstremt vanskelige at forudsige. Vil den i enorme dimensioner frisatte arbejdskraft blive anvendt miljørigtigt og vil de ufaglærte i u- og i-lande blive til et proletariat i romersk forstand, mens selv de IT-uddannede vil reduceres til en arbejdsløshedsreserve? Her hersker ingen indbygget beskyttelseslogik, men derimod kræver statens ”robuste” lovgivning på områder, der vokser så hastigt frem, at skrøbeligheden er blevet et faktum, før indsigt gør foregribelse mulig.

Svaghederne i Talebs begrebsapparat skyldes ikke kun, at det virker tilfældigt i forhold til den empiri, som han besynger så højt som selvudpeget delegeret for partiet af praktikere, men fordi skrøbelighedens erkendelsesteoretiske dimensioner om ikke forpasses, så dog ikke bringes på begreb, hvad angår deres væsen.

Der er dog en vis inspiration at hente hos Taleb. Det drejer sig om at ophøre med at betragte det robuste som et opnåeligt ideal, og at se anderledes på det skrøbelige. Dermed kan vi tilskyndes til at forstå resiliens som et fænomen, der tilhører et helt andet kategorialt system end bæredygtighed. Dette system af adaptive praktikker må nødvendigvis selv være medskaber af den kontekst, som det tilpasser sig til.

Der er dog mange store problemer, der rejser sig her, for accepten og udnyttelsen af skrøbeligheden indebærer både en særlig relation til historien som virkelighed, og en særlig opmærksomhed i forhold til svage og udsatte befolkningsgrupper. Skrøbeligheden ligger ikke kun i vores blik, men hos det, der bliver set. Adaptive strategier må nødvendigvis indebære en meget stor, social bevidsthed, og en meget stor evne til at sætte sig i de udsatte grupper sted OG at handle her ud fra, dvs. være rede til afkald. Det kræver mentalitetsændringer af rang, og kunne passende give indhold til det mangetydige og misbrugte buzzword ”disruption”. Kodeordet for denne mentalitetsændring er generøsitet.

Afslutning

Det giver ikke mening at tale om skrøbelighed versus robusthed og antiskrøbelighed med mindre vi taler om den menneskelige bevidsthed. Dermed er det i samspillet mellem omverdenen, altså natur og samfund, at skrøbeligheden udspilles. Den er således af væsen en kategori, der betegner vilkåret for et normativt rettet lederskab. Derfor må vi også skelne mellem negativ og positiv skrøbelighed, ligesom det er oplagt med robusthed. Naturen og samfundet er skrøbelige i forhold til det, som vi gør ved dem. Den 7-8, 2016 er de ressourcer som er stillet til rådighed for os af naturen for året 2016 opbrugt, hvis muligheden for ”naturlig” gendannelse skal være kriteriet for forbrug. Det er denne viden om naturens skrøbelighed, der kan tilskynde til at ændre vores praksis. Men midlerne til at effektuere denne ændring er også selv skrøbelige. De vil alle tære på disse faldende ressourcer. En robust eller anti-skrøbelig indgriben uden denne defekt kan ikke tænkes.

Netop fordi robusthed, skrøbelighed og antiskrøbelighed alle som fænomener er dybt indfiltret i de kapitalistiske magtstrukturer og deres mange inkubationer på forskellige geografiske, kulturelle og nationale udviklingsniveauer er det største krav til en analytisk afklaring af deres indholds- og

omfangslogiske konsekvenser dybtgående analyser af magtens mange former og en fundamental forståelse af de nye mentalitetsformer – herunder en ny generøsitet overfor milliarder af ofre for den kapitalistiske misere som redningsaktionen overfor Gaia kræver. I modsat fald får vi en ny ideologisk karikatur, de gode viljers begrebslige tomgang, en sofistikeret version af Karl Marx’ berømte, ”trinitariske formel”.

NOTER

Spørgsmål og svar:

  1. Hvad mener du Ole, når du i teksten siger at bæredygtighed som strategisk praksis er bundet skæbnesvangert til økonomisk-politiske interesser og institutioner, og at bæredygtighed dermed ikke indløse de løfter, som ordet indeholder?                                                                                                                                                                                       Ole: Der er mange eksempler, desværre alt for mange. Lad os bare tage et aktuelt, dansk eksempel: Fordi vi har privatejendomsret som kapitalismens hovedprincip, og herunder til jord, så skal vi selv kystsikre vores sommerhuse på havets kant. Men dette kan en borger ikke gøre alene, da virkningen af MINE betonmoler længere nede ad kysten ikke kan overskues. Det må staten koordinere, da kommunerne ikke er forpligtigede. Altså overbudgettering og ændring af loven.Et andet aktuelt eksempel er termofrostens begyndende smeltning på Svalbard. Det er et nationalt, norsk problem, men det er skabt globalt af den alt for langsomme reduktion af drivhusgasser i Kina og USA og Indien, etc. Vi mangler institutioner overnationalt, der kan gennemtrumfe disse reduktioner via lovgivning og sanktioner.
  2. Du beskriver under Taleb, at hans mange eksempler på antiskrøblighed snarere må forståes humoritisk end som ansats til en sytematik – der efter din menings bedste overbevisning glimrer ved sit fravær? Hvad mener du med det?                                                                                                                                                                                                      Ole: Talebs konkrete eksempler på forskellene mellem robust, skrøbelig og antiskrøbelig i vores samfund er ubegrundede og derfor usystematiske: under kategorien profession er akademikere, ledere i det private erhvervsliv, pave og politikere skrøbelige, mens de robuste er ansatte i postvæsnet, er lastbilchauffører og togførere, mens de antiskrøbelige er skribenter og kunstnere. Den nuværende pave er vel den mest antiskrøbelige person, der findes i offentligheden i dag, fordi han vover at bruge sin sensitivitet og sin tro skabende og kompromisløst. De kunstnere og skribenter, der er håndlangere for Trump-regimet er vel ikke antiskrøbelige, de er robuste på den lede måde. Kunstnere og skribenter er kun antiskrøbelige, fordi andres lidelse gør ondt på dem, ikke fordi de skriver eller maler eller laver film, men fordi de mener noget , der udtrykker omsorg for andre, fordi de har et engagement i livet på jorden. I øvrigt findes der vel også sensitive lastbilchauffører og togførere, der i katastrofesituationer ofrer deres eget liv for fodgængeres og passagerers liv. Ledere i det private erhvervsliv er vist heller ikke altid skrøbelige, men snyder med målingerne af forurening fra de biler, de sælger. Det kræver en samvittighed med elefanthud. Ergo: Man kan ikke slutte fra begrebet ”profession” til måden at skabe en systematisk deling mellem de nævnte begreber på. Her kræves et etisk perspektiv.