Myten om livets træ

Uffe Elbæk, politisk leder for Alternativet, har funder inspiration i de klassiske mytologier og fortæller her en myte om samarbejde i en tid med global klimakrise:

Den græske himmelgud Zeus stod i et dilemma, for Ishtar, den mesopotamiske gudinde for frugtbarhed, krig og kærlighed, som han altid havde været så betaget af, var kommet i en forfærdelig knibe og bad nu om Zeus’ hjælp. I Mesopotamien havde orkaner og oversvømmelser efterladt landet til ukendelighed, og folket var begyndt at søge væk fra det før så smukke land.

Ishtar ønskede at hjælpe hendes folk til at genopbygge Mesopotamien, men ikke alle var stærke nok til at løfte opgaven. Der var konstant fare for nye orkaner og oversvømmelser, så man skulle kunne løbe hurtigt og have kræfterne til at komme ud, hvis man blev begravet af brædder eller mursten.

Samtidig var der stor mangel på fødevarer, så kun de velstillede, der havde gemt til dårligere tider, havde den styrke, der skulle til for at rydde byen for murbrokker og starte genopbyggelsen. Det, Ishtar derfor bad Zeus om, var at tage sig af de familier, der havde små børn og svage familiemedlemmer, imens de tilbageværende stærke folk kunne arbejde på at få genopbygget Mesopotamien, så det igen kunne blive så smukt som før.

Zeus var i vildrede, for Ishtars ønske var større end som så. For at kunne indfri Ishtars ønske, måtte Zeus bede om hjælp fra den nordiske tordengud Tor, for kun i Valhal var de beriget med livets træ, Yggdrasil, hvis grønne blade kunne brødføde alle verdens mennesker.

Men Zeus var i gæld til Tor, som ikke ville høre tale om at dele ud af de grønne blade endnu engang. Zeus’ folk havde før haft brug for hjælp, og da havde Tor givet dem én af Yggdrasils grene med besked om at plante den i jord, så den kunne vokse og give blade til hele det græske folk.

Men grenen var blevet solgt til højstbydende, og højstbydende havde spist alle bladene selv, hvorefter grenen var visnet. Derfor ønskede Tor ikke længere at dele ud af livets træ. Zeus var derfor i et dilemma: Skulle han afvise Ishtars ønske om hjælp og lade Mesopotamiens folk i stikken, eller skulle han forsøge at overtale Tor til at hjælpe – med fare for at forværre deres forhold yderligere?

Zeus havde grublet længe, og folket fra Mesopotamien var allerede begyndt at trodse de oprørske have for at søge tilflugt blandt Zeus’ folk, da den nordiske kærligheds- og frugtbarhedsgudinde Freja åbenbarede sig for ham. Med sig havde hun to små frø, som hun havde plukket fra Yggdrasils grene.

Frøene var ikke noget værd i Norden, hvor kulden forhindrede dem i at skyde op fra jorden, men med varme kunne de blive til smukke nye livstræer på meget kort tid. Derfor skulle Zeus plante ét af frøene i Athen, så der både var mad nok til at mætte det græske folk og tilbyde husly til de trængende familier fra Mesopotamien, mens det andet frø skulle plantes i Mesopotamien, så Ishtars arbejdende folk havde noget at styrke sig på.

Zeus takkede Freja af hele sit hjerte for hendes smukke og idérige initiativ, der nu kom både Zeus’ og Ishtars folk til gode, og Freja vendte sig mod ham og sagde: Det er mig, der skal takke dig og det græske folk: I lærte mig at få gode ideer.

Tidens Tand

Myten om byen Vineta og det forløsende ord

Ole Fogh Kirkeby har fundet inspiration hos Selma Lagerlöf til denne smukke myte:

Det fortælles, at der i den tidlige middelalder lå en stor, rig by i det sydlige Baltikum, med navnet ”Vineta”, måske allokeret på Rügen, som sank i havet. Vi kan tænke os mange årsager, fra flodbølger til forskydninger i fastlandssoklen, men sagnet siger, at det var en straf for dens indbyggeres usædvanlige lastefuldhed. Sagnet siger også, at den heldige sejlende ved helt særlige lejligheder kan se den ligge på havets bund, ja, endogså, at den hvert hundrede år skænkes tilladelse til atter at stige op til jordens overflade. Hvis da en rejsende kommer forbi, går gennem byen, og blot med en lille mønt køber en enkelt genstand på et af dens mange markeder, så kan den forblive i de levendes verden.

Dog handler dette næppe om, at den rejsende har den mønt på sig, som Niels Holgersen manglede, da det timedes ham uforvarende at gå gennem byen, men derimod om at udveksle et løsen, om at kunne udtale det forløsende ord, der beskytter os mod vandets forbandelse. Men hvordan dette ord, denne mønt af klang, lyder, der lader havets triumf usket, er det ethvert menneskes opgave selv at finde frem til, og derefter i troskab mod livet på jorden hviske det til os andre.

Selma Lagerløf

Ole forklarer her sit valg af myten:

Jeg har valgt myten, fordi så mange mennesker synes upåvirkelige af budskabet om de farer, som jorden svæver i. I lighed med ”ordet”, ”kerygmaet”, i kristendommen, så kan der måske findes et ord, der går til hjertet og derigennem at vi forstår det, medfører, at vi ændrer vores praksis.